Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bjørnstjerne Bjørnson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bjørnstjerne Bjørnson.
509
den rundt; Aslak lo, og Moderen truede.
Men der tik hun ham fat oppe i en
Snedrive, og gav sig ifærd med rigtigt at
dænge ham. »Jeg slaar igjen, jeg, det
bruger de her« — Moderen holdt forundret
inde og saa paa ham. »Det har en Anden
lært dig,« sagde hun saa, tog ham
stiltiende ved Haanden og førte ham ind. Hun
sagde ikke et Ord mere til ham, men
stellede godt for hans Smaasødskende og talte
med dem ora, at nu kommer Fader snart
hjem fra Kirken. Da begyndte det at
blive dygtig hedt i Stuen. Aslak bad om
Lov til at besøge en Slægtning; det fik
han strax; men Thorbjørn blev meget mindre,
da Aslak var gaaen. Han havde frygtelig
ondt i Maven og var saa klam i Hænderne,
at han svedede Bogen, naar han tog i den.
Bare Moder ikke vilde sige Noget til Fader,
naar han kom hjem; men at bede derom,
fik han ikke over sig. Alt, han saa paa,
skiftede Udseende, og Stueuhret sagde:
Bank, Bank — Bank, Bank! Han maatte
op i Vinduet og se paa Solbakken. Den
alene laa tilsneet, stille og perlede i Solen,
som bestandig; Huset stod og lo ud af alle
Ruder, og der var visselig ikke en eneste
itu; Røgen foer forfærdelig glad op af
Piben, saa han kunde forstaa, at de ogsaa
der kogte for Kirkefolket. Der gik bestemt
Synnøve og saa ud efter Fader sin, og
skulde slet ikke have Hug, naar ban koin
hjem. Han vidste ikke, hvad han skulde
tage sig for, og blev paa en Gang saa
kjærlig mod sine Søstre, at det var ingen
Ende paa det. Ingrid var han saa god
mod, at han gav hende en blank Knap,
som han havde faaet af Aslak. Hun tog
ham om Halsen, og han tog hende om
Halsen: »kjere, vesle Ingrid min, er du
sint paa mig?« »Nej, vesle Thorbjørn!
Du kan gjerne kaste saa meget Sne paa
mig, som du vil.« Men der trampede En
Sneen af sig i Svalen! Det var ganske
rigtig Faderen; ban syntes mild og god,
og det var endnu værre. »Nu?« sagde
han og saa sig omkring, — og det var
forunderligt, at ikke Stueuhret ramlede ned.
Moderen satte Maden frem. »Hvordan staar
det til her?« spurgte Faderen, idet han
satte sig og tog Skeen op; Thorbjørn saa
paa Moderen, saa Taarerne kom ham i
Øjnene. »Aa — jo,« sagde hun rent
utrolig langsomt, og hun vilde sige endnu
Mere, det saa han nok. »Jeg gav Aslak
Lov til at gaa ud,« sagde hun. — Det
var nu dengang, tænkte Thorbjørn, — han
tog paa at lege med Ingrid, som om han
ikke tænkte paa nogen Verdens Ting.
Saalænge havde Faderen aldrig spist, og
Thorbjørn gav sig tilsidst ifærd med at tælle
hver Bid; men da han kom til den fjerde,
vilde han se, hvormeget ban kunde tælle
op mellem den fjerde og femte, og saaledes
gik det istykker for ham. Endelig rejste
Faderen sig og gik ud. Ruderne, Ruderne,
klirrede det for Ørene paa ham, og han
saa efter, om de vare hele, de, som var i
Stuen. Jo, de var hele allesammen. Men
nu gik ogsaa Moderen ud. Thorbjørn tog
liden Ingrid i Fang og sagde saa blidt, at
hun maatte forundret stirre paa ham: »Vi
To skal lege Gulddronning i Enge, vi!«
Det vilde hun da gjerne. Og saa sang
han, medens Benene skalv under ham:
Vesle Blomme,
Enge-Blomme,
hør nu lidt paa mig!
Og vil du være Kjæresten min,
saa skal du faa en Kaabe fin
af Fløjel og Guld,
af Perler fuld.
Ditteli, dutteli, deja, —
og Solen skinner paa Heja!
Saa svarte hun:
Gulddronning,
Perledronning,
hør nu lidt paa mig.
Jeg vil ej være Kjæresten din,
jeg vil ej have Kaaben fin
af Fløjel og Guld,
af Perler fuld —
Ditteli, dutteli, deja —
og Solen skinner paa Heja!
Men som nu denne Leg var bedst
igang, kom Faderen ind og satte Øjet vist
paa ham. Han trykkede Ingrid tættere i
Fang og faldt slet ikke af Stolen. Faderen
vendte sig bort, sagde Ingenting; en halv
Time gik, han havde endnu Intet sagt, —
og Thorbjørn vilde næsten begynde at være
glad, men turde ikke. Han vidste ikke,
hvad han skulde tro, da Faderen selv hjalp
til at klæde ham af; han begyndte saa
smaat at skjælve igjen. Da klappede
Faderen ham paa Hovedet og strøg hans
Kind; det havde han ikke gjort, saalangt
tilbage Gutten kunde huske, og derfor blev
han saa varm om Hjertet og over den hele
Krop, at Frygten randt af ham som Is for
Solstik. Han vidste ikke, hvorledes han
kom i Seng, og da han hverken kunde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
