- Project Runeberg -  Nordiske Digtere i vort Aarhundrede : en skandinavisk Anthologi /
511

(1870) [MARC] [MARC] Author: P. Hansen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bjørnstjerne Bjørnson

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Bjørnstjerne Bjørnson.

511

talte, og hun bier inde. En Stund efter
gik han dog selv. Han kom ikke ind
igjen. Thorbjørn tog sin Bog og læste
uafladelig, uden at se op, skjønt han ikke
samlede en Sætning.

Et Stykke længere frem paa
Formiddagen var Huset i sin gamle Orden, skjønt
Alle havde en Følelse over sig, som efter
et fremmed Besøg. Thorbjørn vovede at
gaa ud, og den Første, han mødte udenfor
Døren, var Aslak, som havde læsset alt
sit Tøj paa en Kjælke; men Kjælken var
Thorbjørns. Thorbjørn stirrede paa hain;
thi han saa styg ud. Blodet var klæbet
fast til Ansigtet og smurt vidt udover, han
hostede og tog sig ofte for Brystet. Han
saa en Stund stiltiende paa Thorbjørn og
saa brød han stærkt frem: »Jeg liker ikke
de store Øjnene dine, Gut!« Dermed
skrævede han over Kjælken, satte sig og agede
nedover. »Du faar se til, hvor du Ander
Kjælken!« sagde han og lo, idet ban
endnu en Gang vendte sig og rakte Tungen
ad ham. Da rejste Aslak.

Men i den Uge, som fulgte, kom
Lensmanden did, Faderen var stundom borte,
Moderen græd, og hun var ogsaa et Par
Gange borte. »Hvad er det, Moder?« —
»Aa, Aslak har forvoldt det Altsammen.«

Saa en Dag greb de lidén Ingrid i,
at hun sad og sang:

0, du livsalige Verden!
Nu er jeg lej af din Færden;
Jenten stikker Foden frem,
Gutten gaar fra sine Fem.
Madmor blander Vand i Mad,
Madfar ligger lang og lad;
Katten er den Klogeste i Huset,
Han stjæler Rømmen af Kruset.

Der blev vel et Sporlag efter, hvor
hun havde lært den Visestump. Jo, det
var af Thorbjørn. Denne blev meget ræd
og sagde, ban havde lært den af Aslak.
Det sagdes ham da, at dersom han selv
sang eller lærte hende flere slige Viser,
flk han Hug. Lidt efter kom lidén Ingrid
til at bande. Thorbjørn blev atter kaldt
til og Sæmund mente, det var bedst han
flk lidt af Riset med det Samme; men han
græd og lovede saa fagert for sig, at han
slåp for den Gang.

Den næste Prækensøndag sagde
Faderen til ham: Idag skal du slippe at gjøre
Ugagn hjemme; du skal følge med mig i
Kirke.

Af „Sigurd Slembe".

Förste Scene.

Et lidet Familiekapel i Stavanger Kirke, indviet St. Olaf.
Tilhøjre er Altaret, men ses ikke. En kort Bænk staar
tilvenstre. Ved Siden af den en Gitterdør, eneste Indgang.

Sigurd

(kommer ind, kaster sin Hue paa Gulvet og sig selv paa
Knæ for Altaret).

Nu skal du høre, Hellig Olaf!
Idag vandt jeg paa Bejntejn! Bejntejn var
den Stærkeste i Landet. Nu er jeg!
Nu kan jeg gaa fra Lindesnæs helt op
til Bjarra’landssneen uden at behøve
at løfte Hatten eller gaa afvejen.
Der, hvor jeg er, faar Ingen Lov at slaas,
at holde Støj, at true eller bande, —
Fred overalt! Og den, som lider Uret,
han skal faa Ret, saa Lovene maa synge.
Og har en Stor før banket op en Smaa,
saa skal den Smaa faa banke op den Store.
Nu kan jeg gaa og give Raad paa Thinge.
Nu kan jeg gaa til Kongens Bord og sætte
mig næst ham selv og sige: her er jeg!

Og dette har jeg Alt mig selv at takke!
Du Olaf, du har ikke gjort det Mindste.
Jeg bad dig sige, hvem min Fader var.
men tie gjør du, som en rigtig Træklods.
Jeg maa faa vide det; det nytter ikke
Alt, hvad jeg gjør, naar jeg har ingen Slægt.
De raabe bare: der gaar Sigurd Slembe!
Ja »Slembe« sige de, jeg slaar dem ned,
men Andre voxe op og pege Fingre:
»bæ, Slembe, Slembe,« — er det ej en

Skjændsel?

Staar unge Mænd i Leg, jeg træder til
og gjør det bedste Hug, det bedste Kast,
de raabe ikke: »Held dig, Sigurd,« —nej:
»hvad vil du her, gaa hjem igjen, du Slembe!«
Da tænker jeg: det gjør den Hellig Olaf,
som staar og tier borti Hovedkirken!
Hvis du blot vilde, du, saa talte Mo’r;
hun maa dog vide det! — 0, Olaf hjælp mig!
Ser du da ikke, jeg foruden Slægt
er et Sankt-Hans Baal, som kun Aammer

ensomt

lavt i en Dal, det mindste Lys paa Fjeldet
kan sees bedre, — løft mig op paa Fjeldet!

Alle har Hæder, og kun ikke jeg!
Hver Månd i Hirden er forgyldt og vidtspurgt;
de fulgte Kongen paa hans Tog til Jorsal!
Men Flere komme ifra Myklegard
fra Kejservagten og har Guid og Minder;
det straaler af dem, saa jeg knap kan sove.
Folk rejse skarevis fra England, Franken,
Burgund, Apulien paa store Korstog.
Se, Balduin var næsten simpel Ridder,
og ban blev Konge i Jerusalem!

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 19:55:44 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/norddigter/0609.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free