Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bjørnstjerne Bjørnson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bjørnstjerne Bjørnson.
515
Koll.
Det synes mig, at du for voldsomt jager
fra Skovens ene Grændse til den anden.
Der er saamangen Sti ...
Sigurd.
0, ti! —
Thora.
— Min Søn!
Bliv her i Fred, og søg at. . .
Sigurd.
Aldrig, aldrig!
Alt nu jeg føler, hvordan Jorden brænder!
Kan jeg vel tigge af mit eget Bord,
kan jeg vel tjene i min egen Gaard,
kan jeg Stigbøjlen for min Broder holde
og staa tilbage, medens han faar jage
mod Æresmaal, hans Hest besprænge mig
med Skarn til Afsked, ... o, fordømte Tanker,
i Hvirvel som den Støvsky om hans Hjelm
vil de omsuse mig, — jeg ser dem stige! —
Thora.
Men Sigurd!
Sigurd,
Hvor kom jeg frejdig som en Gut fra Sejer,
der netop lærte, at ban Kræfter ejer.
Nu ser jeg alle som et splintret Staal
tilbage springe fra det høje Maal.
Mit Mod, min Længsel kjendte ingen Grændser,
den hele Verden var mig Arv og Rige;
— da fik jeg Retten til en Del deraf
og fik den ikkun for med den at miste
al Tro paa Retfærd og al Godt jeg vidste.
0, Moder, Moder, hvorfor taug du ikke.
(kaster sig paa Gulvet paa sit Ansigt.)
Thora.
Til dig nu kommer, hvad jeg selv har lidt.
(over ham.)
Af „Arne".
Undrer mig på, hvad jeg får at se
over de høje fjælde?
øjet møder nok bare sne;
rundt omkring står det grønne træ,
vilde så gærne over; —
tro, når det rejsen vover?
Ørnen løfter med stærke slag
over de høje fjælde, —
ror i den unge, kraftfulde dag,
mætter sit mod i det vilde jag,
sænker sig, hvor den lyster, —
ser mod de fremmede kyster!
Løvtunge abil, som intet vil
over de høje fjælde?
sprætter, når somren stunder til,
venter til næste gang, den vil,
alle dens fugle gynger,
ved ikke, hvad de synger; —
den, som har længtet i tyve år
over de høje fjælde , —
den, som ved , at han ikke når,
kenner sig mindre år for år —,
hører, hvad fuglen synger,
som du så trøstig gynger.
Sladrende fugl, hvad vilde du her
over de høje fjælde?
rede du fandt vist bedre der,
videre syn og højere trær, —
vilde du bare bringe
længsel, men ingen vinge?
Skal jeg da aldrig, aldrig nå
over de høje fjælde?
skal denne mur mine tanker slå,
sådan med sne-is og rædsel stå
stængende der til det sidste, —
blive min dødningekiste?
Ud, vil jeg! ud! — o, så langt, langt, langt
over de høje fjælde!
her er så knugende, tærende trangt,
og mit mod er så ungt og rankt, —
lad det få stigningen friste,
— ikke mod murkanten briste.
Engang, jeg ved, vil det række frem
over de høje fjælde,
kanske du alt har din dør på klem? —
Herre min Gud! godt er dit Hjem, —
lad det dog endnu stænges,’?
og jeg få lov til at længes!
Af „En glad Gut".
i.
»Dans!« ropte felen
og skratted på strengen,
så lensmandsdrengen
sprat op og sa’: »ho!«
»Stans!« ropte Ola,
slog bena unda’n,
så lensmand dat af’n,
og jenterne lo.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
