Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bjørnstjerne Bjørnson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
518
Bjørnstjerne Bjørnson. 518
For mig du samled; nu mig du henter;
min tid er kommen; på mig det venter«.
Den anden lo fra sin høje løfting:
»ifald du længes så, som du siger,
fred skal du nyde. Kom, blev min kriger!« —
»Det kan jeg ikke, jeg fødtes høvding.
Jeg ved min vej, og så må jeg byde;
det ny kan ikke det gamle lyde!«
Forgæves øret mod svar han lagde.
Da sprang han nærmere ned og sagde:
»I kæmper! Høvdingen vise skylder,
hvem sejers-fader sit guid forlener.
Ham, som det bliver, ham hær-mænd hylder.
Skam den, som ikke det største tjener!«
Da blussed høvdingens kind af harme;
han sprang i sjøen og svam mod landet;
den anden hoppede ned mod vandet
og tog ham op i de stærke arme.
Men høvdingen så ham i øjet ind,
og straks han kente hans høje sind.
»Kast våben til ham, han ingen ejer«,
ombord han ropte; »hvis du får sejer,
så kan du sige, han selv dig rakte
det sværd, du svang, da du fald ham bragte!«
Og kampen rejste sig under ljældet,
hvert hug gav sukkende døn tilbage.
Derude snøfted den vrede drage,
snart lå dens høvding på stenen fællet.
Det gav et skrig mod det is-grå fjæld,
det mylred op ifra stævn til stævn,
i sjøen sprang de, hver månd, til hævn
og stod snart oppe på klippens hæld.
Men svagt den døende hånden svang;
han bed iblant dem for sidste gang:
»en månd må falde, når han er færdig;
ti stort skal sluttes en helte-sang.
Tag ham til høvding; ti han er værdig!« —
Han mer ej kunde, hans læbe blegned,
hans kæmper ilede til, han segned,
ham plads var ryddet ved Odins bord,
på hin han viste, idet han for.
Den nye høvding var ikke sen,
han steg på stenen og tog tilorde:
»først rejses tegn over heltens ben,
og derved minnes, hvad stort han gjorde.
Men før det kvælder, vi sejl må hejse;
ej døde hæfte på livets rejse«.
Og varden bygdes, og sejl för ’op,
snart dragen leged på bølgens top.
Et minni-dråpa klang over sjøen
til ham tilbage på dødning-øen,
et velkomst-kvad mod den unge for,
han stod i løftningen ved sit ror.
Men da han hjemmet strøg tæt forbi,
hvor alle stormede ned mod stranden
med rop, med undrende syn på manden,
som styred Øgers sjø-stærke ski, —
faldt kvæld-sol rødlig på sejl og skjold
og på den høje bag kæmpe-vold.
Han styred skibet ret lige på,
så ræd de ropte: han vil forgå!
Han vendte skibet, så der stod gov,
og smilte hjemad: »får jeg nu lov?«
Sidste sang.
Jeg sender disse sange hen
på venners bøn til kvinner, mænd
i Nordens trenne lande.
(At Finlands folk blant dem er med
på sangen under Nørreled
må jeg med tak jo sanne).
Jeg sender dem — og ser det nu:
de fleste har ej, hvad min hu
har stærkest følt og båret;
lidt er for flygtigt, lidt for kort,
lidt har på lagret dampet bort,
lidt er for ungt af året.
Jeg levde mere end jeg sang;
jeg tanker, harm og jubel slang
omkring mig, hvør jeg gæsted;
at være, hvor det netop galdt,
det var mig næsten mer end alt,
som ved min pen blev fæstet.
Alt sant og stærkt har vokse-sted
og kanske også evighed,
om sværten ej det fanger,
og han, som tænker mindst derpaa,
men tør i livets slingring stå,
blir bedste folke-sanger. —
Jeg hørte engang om en fest
i Spanien; en landsens hest
blev sluppen ind i ringen;
dernæst en tiger af sit bur; —
den gik en stund omkring på lur,
så la’ den sig på bringen.
Og folket klapped, jubled, lo,
da tigern sprang og hesten slog,
men flk dog ej se blodet;
ti tigern tumled att og bag
for hestens landlig-plumpe slag
og lå en stund på hodet.
Da hujed, hidsed alle månd
og kvinner med; balkonens rand
de heldte sig udover.
De skreg, de tirred tigerns mod,
de vilde alle have blod, —
og atter frem den vover.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
