Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
2 STORFANGEREN OJUVAINATH
er en vovelig Fart om Efteraaret, naar det begynder at
blive mørkt. Jeg husker en Nattetur, hvor det var saa mørkt,
at vi knapt kunde skimte hinanden i Baaden. Vandet fos-
sede om os, og vi fløj af Sted. Jeg var Styrer. Vi kunde
ikke se Land og hørte ikke andet end Strømbruset, og saa
min Stemme, naar jeg gav en Kommando. Hele Besætnin-
gen havde tabt Mælet og sad ganske tavse i Baaden. Det
galdt om at holde sig midtsøs — paa maa og faa bare, og
Skær og Drejninger kunde jeg jo ikke se noget til i Mør-
ket, blot et Strejf, saa var der Hul i Baaden.
Saadan gled vi Natten igennem ned ad Strømmen, og da
det lysnede, og vi begyndte at skimte Kystens Omrids, fløj
vi saa ikke nok saa nydeligt af Sted lige midtsøs! Og gla-
dest af alle var vist Styrmanden, men heller ikke saa lidt
vigtig.”
Kun et lille Stykke af Strømfjorden var synlig fra vor
Lejrplads; høje, spidstakkede Fjælde med Topsne spærrede
Udsigten. Fjorden saa næsten ud som en stor Elv, der sno-
ede sig mellem Klippestykker.
Man fik en nysgerrigs Lyst til at komme ind bag disse
Fjælde, der skjulte Rensjægernes frodige Land, — men Rej-
seplanen lød paa: ret frem og videre Nord paa. Vinterkvar-
teret laa over 100 Mil mod Nord, og det skulde naas, in-
den Efteraarsstormene blev alt for vilde. — Vi fik Kaja-
kerne paa Hovedet og bar dem ned til den lille Sø, som
gennemskar Næsset, satte over den, bar dem igen et
Stykke over Land og var saa endelig nede ved den Fjord,
som var vor Rejses endelige Maal. Inde i Bunden, en god
Mils Vej indefter, havde Storfangeren, Ojuvainath, sin Telt-
lejr. Og det var ham, vi skulde besøge.
Fjorden laa blank og stille; vore Kajaker skød lydløst
gennem Vandet. Solen var allerede højt over Fjældene, og
Kingatsiaqs røde Stenrauser kastede et flimrende Farveskær
over Søen. En Delfin dukkede op forude. Carl satte efter
den; men den saa ham og forsvandt. Langsomt gled vi ind-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
