Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
rigtig Takt i Timæus og Lovene ikke længer lader Sokrates føre
Ordet. Flaton er altsaa ikke bleven sig selv tro paa sine gamle
Dage, som Sokrates havde været det; han er gaaet over fra
Oppositionens til de ministerielle Bænke og vil ikke engang
tilstede nogen ny Oppositionsleder at optræde *)• Og Grote sætter
I’latons egentlige Betydning i den søgende Dialektik, som hans
tidligere Dialoger ere Forbilleder paa; han mener lige som
Stuart Mill, »at Navnet Platoniker med langt større Ret
tilkommer dem, der ere blevne oplærte i, og som have stræbt at
tilegne sig Platons Undersøgelsesmaade, end dem, der kun have
antaget visse af hans dogmatiske Sætninger, som for største
Delen ere udledte af det mindst forstaaelige i hans Værker,
hvilket han muligvis selv ikke har betragtet som andet end
poetiske Phantasier eller philosophiske Gisninger» 9).
Der er noget overordentlig Vederkvægende ved at vende sig
til Grotes Skrift om Platon fra de tydske Kommentatorer. De
Vanskeligheder, hvormed disse plage sig, sætter han med et
dristigt Spring ud over. Han søger ikke ængstelig at opdage
ldelærens membra disjecla i de forskjellige Dialoger og slipper
derved ogsaa for at gribe til saadanne fortvivlede Udveie som
Forkastelse af nogle af de mest fremragende Dialogers Ægthed,
fordi deres Indhold ikke synes at stemme med Idelæren 3). Strid
mellem de forskjellige Dialoger anfægter ham ikke; Platon har
efter hans Mening anlagt de mest forskjellige Synspunkter og
sat de mest forskjellige Ideer i Bevægelse, for at Undersøgelsen
ret kunde blive levende og alsidig. Og fremfor Alt har Grote
den Fordel, at hvad han lægger Hovedvægten paa hos Platon,
har blivende Gyldighed til alle Tider, saa vist som den ideale,
aldrig hvilende Erkjendelsestrang hører lil Menneskets ædleste
Drifter og ikke kan forsvinde, uden at Aandslivet udslukkes,
>) Grote I p. 279. III p. 165.
*) Stuart Mills Selvbiographi p. 24.
*) Saaledes forkastede Socher Parmenides, Sophisten og Statsmanden af
denne Grund.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
