Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
mentære Sandsning fra en vis Side set er en
Forstandsvirksom-hed; den aandelige Energi, som ytrer sig i Erkjendelsens
høiere Former, er tilstede i de første aandelige Livsytringer, i
de elementære Sandsefornemmelser1!. Grundbegreberne eller
Kategorierne blive da, som allerede Kant viste, Udtryk for de
Former, hvorunder denne i al Erkjendelse indeholdte
Bevidst-hedsvirksomhed foregaaer. Derfor er det umuligt al udlede dem
fra Erkjendelsens Gjenstande i sig selv; de dannes jo netop
kun under den aandelige Bearbeidelse af de fra Gjenstandene
modtagne Indtryk. Her er for saa vidt en Inkommensurabilitet,
der ikke er mindre mærkelig for Tænkeren end den, Platon
fandt mellem Ideen og de enkelte Gjenstande. Der er
utvivlsomt i vor Erkjendelse Noget, som vi selv medbringe, som
ligger i vor oprindelige Organisation.
Anerkjender man nu denne Parallelisme mellem
Undersøgelserne i Theaitet og i Phaidon, saa vil man maaske opkaste
det Spørgsmaal, om vi da ikke i denne forskjellige Belysning af
et og samme Problem have et Bevis paa Sandheden af Grotes
Mening, at man i de fleste platoniske Dialoger ikke tør søge
nogen positiv Lære men kun Diskussioner ud fra tilfældig valgte
Synspunkter. Jeg drister mig til at svare med et afgjort Nei.
Parallelismen mellem Theaitet og Phaidon, mellem
Gjennemfø-relsen af det psykologiske og af det ontologiske Synspunkt er
efter min Opfattelse netop et Fingerpeg henimod Enheden og
Kontinuiteten i Platons Udviklingsgang. Platon udgik Ira den
sokratiske Dialektik, der holdt sig paa det psykologiske og ethiske
Omraade, og han endte i den spekulative Idelære, der har en
transscendent Karakter. Og det var, ifølge Aristoteles, den
sokratiske Hævden af Almenbegreberne som den sande
Erkjendel-ses Gjenstande, der førte ham til at anskue Ideerne som det
sande Værende. Spiren til Idelæren ligger altsaa allerede paa
det første Standpunkt; det Problem, soin var Platons som saa
mange andre Tænkeres Hovedproblem, nemlig det om Erkjen-
’) Se miu Bog *Deu engelske Philosophi i vor Tid» p. 67 IT.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
