Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sokrates nu udførligt og i det Enkelte havde søgt at godtgjøre
Forsynets Virkelighed ved Hensigtsmæssigheden i Naturen, vilde han jo
alligevel have havt en Viden om Naturens Sammenhæng. Allerede
Diogenes fra Laérte har bemærket (II, 45): tfozeZ <34 fujc xal nsgl (pvotxaiv
o ’odtrt; ortov ye ’/.al neQi Jlpovotag Xivtt öiaXiyvtai. Saa SyneS da
hele Kap. 4 at staa i afgjort Strid med de bestemte Udtalelser i Kap. 1
§ 11—16, hvor det siges, at Sokrates kun beskæftigede sig med ethiske,
ikke med physiske Spørgsmaal. — Hertil maa bemærkes, at hvad der
egentlig siges i lste Kap. er, at Sokrates vendte sig fra den tidligere
mekaniske Physik; han ansaa det for umuligt at erkjende de Midler og
Maader (uviy/.ai), hvorved Naturphænomenerne opstaa og bestaa; men
herimod strider det ikke, at hans religiøse Tro ledte ham til ogsaa i
Naturen at finde Tegn paa Gudernes Styrelse. Sokrates blev Ethikens
Grundlægger ved at fordre, at Menneskets Handlen skulde udspringe
af Indsigt, ikke af Tilfældet, og det maatte ligge ham nær at anlægge
den samme Betragtningsmaade paa Naturen. Det er i det omtvistede
Kapitel ogsaa netop yvufi>i og ru/ij, Kampen staaer imellem (se § 4)1).
Dertil kommer, at Tanken om det guddommelige Forsyn faaer en ethisk
Anvendelse; ifølge Kapitlets Slutningsparagraph bevirkede denne Lære,
at Tilhørerne ikke blot beflittede sig paa Retfærdighed, naar de saaes
af Mennesker, men ogsaa naar de vare i Enrum, da de vidste, at Intet
undgik Guderne. — Erindrer man desuden, hvor stor en Rolle
Forsynet, den i Naturen virkende Fornuft, spiller hos Platon, og hvorledes
Aristoteles opfattede Hensigtsmæssigheden i Naturen paa en mere
videnskabelig Maade, som Harmonien mellem Organernes Bygning og deres
Funktion, samtidig med, at han udleder denne dybere Naturbetragtning
fra Sokrates’sTndflydelse (de part. anim. I, 1. Ed. Bekker p. 642 a 24 ff.),
— saa kan Berettigelsen til at tillægge Sokrates en teleologisk
Naturopfattelse ikke være tvivlsom. Udviklingen i det omstridte Kapitel har
ogsaa netop den primitive Karakter, som svarer til et første Forsøg.
Den gaaer ikke ud over aldeles udvortes og populære Betragtninger.
Analogien med den menneskelige Handlen holdes stedse fast. Hos
Platon, Aristoteles og Stoikerne kan man derimod forfølge en
fremskridende metaphysisk Omdannelse af de populære Begreber, saa at
Stoikerne tilsidst næsten opgive Analogien med den menneskelige
Handlen, idet Fornuftens og Materiens Væsen for dem falde sammen
(kfr. Begrebet om loyos (mmu««o;). Udviklingen gaaer altsaa fra en
populær deistisk til en afgjort pantheistisk Opfattelse2).
*) Kfr. Phitarchs Perikles c. 4, hvor det siges om Anaxagoras: tote
oXoig 7tQiutog ov tv/}jv ovd av (ty s.i]v diazoO/uyjOewg aQ/rtr} ccXZa vovv
srtéottjoe.
a) Som Kuriosum maa anføres et af Forf.’s Argumenter, der er hentet
fra, at Kapitlets Forf. i § 8 ikke nævner Ilden med blandt
Elementerne: „Von diesem Feuer, das naeh dem Zusammenhang im
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
