Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Forestilling om den modstridende Virkelighed fremkaldte en
Eeaction imod sig i den meest energiske Form, der kunde
findes, nemlig saaledes, at man netop satte som virkeligt
det, der egentlig stred imod Virkeligheden. Tør vi gaae ud
fra, hvad der efter det fuldstændige Herredømme’, Indicativen
om Fortiden paa Bisætningens Omraade allerede hos Homer
har opnaaet, vel ikke kan kaldes saa overvættes dristigt, at
Indicativen her allerede kan være kommen ind paa det
Stadium af Sprogets Udvikling, hvor Bisætningen endnu ikke
ret havde antaget Charakteer af Bisætning, men til en vis
Grad endnu var gjennemsigtig i sin oprindelige Egenskab af
selvstændig Sætning1), da mangler denne Forklsring jo ikke
eugang i det fuldt udviklede Sprog sin tydelige Analogi i
den Sprogbrug, hvorved man istedenfor en
Betingelsessætning benytter en selvstændig Hovedsætning til Angivelse af
det antagne Forhold, altsaa netop ogsaa sætter som
virkeligt, hvad man egentlig blot tænker sig, (s. Kriiger gr.
Spr. § 54, 1 A. 1; Madv. gr. Ordf. § 194 a Anm. 3). At
man, hvor det An tagne havde negtende Form, bibeholdt ult
som Negtelsespartikel ogsaa i Sætningens indicativiske Form,
finder sin Forklaring netop i den Energi, hvormed det
Antagne ved en Slags Villiesact udtrykkeligt sattes som Po-
*) Hvad Betingelsesconjunctionen d egentlig er, tør jeg ikke have
nogen Mening om. Reent abstraet taget synes blandt dette Ords
forskjellige Funetioner — bortseet fra dets Brug som Ønskepartikel,
hvis Forhold til den øvrige Brug ikke er umiddelbart klart — den
ældste at maatte være Funetionen som Tidsconjunction, mere
secundair Funetionen som Betingelseseonjunction, og allermeest
afledet Brugen i afhængige Spørgesætninger, der jo, navnlig hos
Homer, ofte slet ikke skarpt og bestemt lade sig adskille fra
Betingelsessætninger (saalidt som, i anden Form, fra relative
Sætninger og prohibitive Gjenstandssætninger). Hvad Ordets Etymologi
angaaer, da synes blandt comparative Sproggranskere den Mening
ifærd med at vinde Overhaand, at det hører til Pronominalstammen
„sva“ („3 Persons Pron.“), og en Betydning som „da“ eller „saa“
vilde jo unegtelig være ganske passende; men Nogle ansee det for
en Locativform, Andre for en Instrumentalis med i demonstrativum.
Derom tør jeg som sagt ikke dømme; men at Betingelsessætningen,
ligesom overhovedet enhver Slags Bisætning, i sin Oprindelse ikke
er Andet end en degraderet Hovedsætning, derom kan der vel i
vore Dage ikke let være deelte Meninger.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
