Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
stnlat ligeoverfor den modstridende Virkelighed, og det har
ikke blot en vis Analogi i Brugen af med Indicativ i
edelige Forsikkringer (K 330; O 41 f.), men endog i selve
Forudsætningens parataktiske Form i det senere Sprog er
Anvendelsen af fn) ikke ganske uden Exempel (s. Plat. Theæt.
p. 193 A). Efter at saaledes Indicativen var kommen ind i
Bisætningen, kunde, naar først denne Form af Bisætningen
var bleven regelmæssig og sædvanlig, allerede dens blotte
Tilstedeværelse paa dette Punct være tilstrækkelig til alene
ved Analogiens Magt at drage deus Overførelse ogsaa til den
betingede Hovedsætning efter sig, uden at der i den
Henseende behøvedes nogen særlig ny Impuls. I det potentiale
Udsagn kunde Optativen holde sig adskilligt længere, fordi
den her ikke paavirkedes af nogen Bisætning i indicativisk
Form, men Analogien først kunde komme til at virke
middelbart igjennem den hypothetisk-betingede Hovedsætning; endnu
længere kunde den holde sig i den hypothetiske
Sammen-ligningssætning, fordi der her fra første Færd ikke havde
■været tilstrækkelig Anledning til særlig Reaction imod
Forestillingen om en modstridende Virkelighed, og fordi
Analogien, naar den ikke virkede strax fra Begyndelsen af, siden
maatte komme til at ligge fjernere. Hvad endelig
Indica-tivens Indtrængen i Nutidens Sphære angaaer, da synes denne
saavel efter den særegne Beskaffenhed af de første svage
Spor af denne Sprogbrug hos Homer som efter de talrige
Analogier i andre Sprog at finde sin naturligste Forklaring
i en oprindelig formel Henførelse af Forholdet til Fortiden
som den Tid, i hvilken ogsaa Modsætningen til den nu givne
Virkelighed var tilstede som Mulighed, ved hvilken
Henførelse saa Præsens Optativ af sig selv maatte gaae over
netop til Imperfectum Indicativ ligesaa vel her som i Udsagn
om den egentlige Fortid. Med denne sidste Udvidelse af
Indicativens Raaderum i det hypothetisk-betingede og
potentiale Udsagn var nu paa den ene Side den indirecte
Tids-betegnelse, der til en vis Grad maa siges midlertidig at have
været tilveiebragt ved den hos Homer regelmæssige
Benyttelse af forskjellig Modusform om Fortiden og om Nutiden,
igjen opgiven, og Sproget atter vendt tilbage til sin oprinde-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
