Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Oldtidens Charon er os alle bekjendt fra yor Bornelærdom,
men underligt nok synes hverken Homer eller Hesiod at have
kjendt ham: baade ved Odyssevs’s Fart til Hades (Odyss. XI)
og dér, hvor Hermes som Psychopompos fører de døde Bejleres
Sjæle samme Steds hen (Odyss. XXIV), var der dog god
Lejlighed til at omtale ham, men han nævnes slet ikke.1) Og
hvor nær laa det ikke for Hesiod i sin Beskrivelse af
Underverdenen og særlig af Styx (Theog. 775 ff.) ogsaa at
omtale Charon, hvis Sagnet havde været kjendt af Digteren.
Derimod nævnes Charon første Gang i den os bekjendte
Litteratur i et Fragment hos Pavsanias (X, 28, 1) af et
efter-homerisk episk Digt, en „Minyas“ af Fokæeren Prodikos
(7de Aarh.?). I de faa Vers, Pavsanias2) citerer, synes
’) Hos Homer have vi kun >; zrjj (Dødsgudinden), der paa Skæbnens
eller de udødelige Guders Bud bevirker Død, Hermes, der fører
Sjælene ned til Underverdenen, og Hades med Persefone, som
herske over de Døde, naar de ere ankomne her; den hele
Hærskare af Plageaander, de mange Pinemidler for de Onde og hele
det store Tilbehør til Udstyrelsen af den anden Verden, som vi
finde hos de Sildigere, forekommer ikke i de homeriske Digte.
Man troede ganske vist ogsaa paa den Tid og i de Egne, hvorfra
disse Digte skrive sig, at skændige Misgjæminger som Fadermord,
Mened og Forbrydelser mod Guderne afsonedes i Underverdenen
med svære Straffe, og at Furierne vare til for baade her og dér at
plage slige Misdædere, ligesom paa den anden Side et Elysion
tænkes som et Lysets og Glædens Hjem for særlige Udvalgte, der
da slet ikke lide Døden, men blot ombytte dette Liv med et andet,
saligt Liv. Derimod troede man ikke paa en Adskillelse mellem
den store Flerhed af Underverdenens Døde eller en Forskel i
Behandlingen af dem med Hensyn til deres Handlinger og Liv her oppe;
alle disse äfitrrjvu xdorjva tænktes at leve det samme tomme,
glæde-løse Skyggeliv. Homer nævner saaledes heller ikke Kerberos; kun
„Hunden fra den grulige Underverden11 (Iliad. VIII, B68: xvra
GtvyeQov A’fåao, og Odyss. XI, 623: xa\ rtoté u év&ddJ zxvv aiovr)
berøres, hvor Talen er om Herakles’s Arbejder; den er ikke
Dör-vogter ved Indgangen til Underverdenen, ligesom den overhoved
ikke beskrives; Navnet Kerberos have vi først hos Hesiod (Theogon.
311).
(07 c yUQrå(] ev ti; Jyhvvudt i; &ij(jéa c’/ovta xal TIeiqi&ovv
ev& tjtoi ria (itv vexva/ufiatov, ijv o ysoceiog
TtoQ&juev g })ye Xuqojv, ovx t?.?.afiov evåox9ev bo/nov.
P. mener, at Sujettet er taget herfra til et Maleri af Sokrates’s
Samtidige Polvgnotos i Leschen i Delfoj.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
