Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Medens bogen således allerede paa grund af ordsamlingens
rig-holdighed vil være af betydning også for viderekomne, vil den for
den nordiske sprogforskning i det hele endnu få forøget værd ved den
meget udførlige fortale, hvis formål væsentlig går ud på at motivere
de ændringer i ortografien, som ere foretagne i denne udgave, men
som ved siden heraf biløbig indeholder en stor mængde ny og
værdifulde bidrag til den oldn. grammatik og da særlig til den oldn.
lydlære. Idet jeg her må indskrænke mig til i al korthed fortrinsvis
at henlede opmærksomheden på afsnittet om de svage verbers
præteri-tumsformer s. VI og på det også for den danske og svenske
sproghistorie så betydningsfulde stykke om aksentens forhold til
kvantiteten (s. XIII), skal jeg til slutning tillade mig at fremhæve nogle få
punkter, angående hvilke jeg helt eller tildels må erklære mig uenig
med min hojtærede lærer.
1°. I de svage verbers præteritumsiormer har dr. W.
gennemført den regel at skrive 9 ikke alene efter i og m med foregående kort
rodstavelse, samt altid efter m og mb, men også efter k og p, altså:
talöa, vanöa, doemöa, kemböa og ligeledes fylköa, hleypöa — en regel,
som for de førstnævnte consonanters vedkommende er uomtvistelig
rigtig, og som ligeledes for Jc’s og p’s vedkommende fuldstændig lader sig
forsvare fra det ortografiske standpunkt, idet flere gode håndskrifter
mere eller mindre gennemgående anvende denne skrivebrug, således
foruden det af dr. W. selv anførte håndskrift af den större Olavs
saga f. eks. Alexanders saga og tildels A. M. 677 (hvor tegnet d i
nogle afsnit anvendes som identisk med Ö) m. fl. Men så korrekt nu
end skrivemåden fylköa, hleypöa må kaldes, når den bedömmes fra det
grafiske standpunkt, medfører den dog den ikke ringe ulempe, at den
let fremkalder den forestilling, at endelsen i talda, vanöa, doemöa,
kemböa også i akustisk henseende var identisk med endelsen i fylköa,
hleypöa, hvilket dog næppe kan have været tilfældet, da det i så fald
bliver ganske ufatteligt, at man senere får formerne talda, vanåa,
dæmdq, kembåa ligeoverfor fylkia, hleypta — en forskel som bestemt
synes at tyde på, at udtalen oprindeligt har haft Ö i talöa, vanöa,
doemöa, kemböa, men derimod p i fylköa, hleypöa, (fylkpa, lileyppa). At
man i disse sidste former nogensinde har haft udtalen ö, forekommer
anm. ganske ubevisligt *).
’) Det turde overhovedet vistnok være en fordom, at man i oldn.
slet ikke skulde have haft lyden p i efterlyd; hvorledes vil man
f. eks. kunne forsvare lydværdien ö i ord som bliöka, viöka, når
man samtidig antager, at man i ord som rifka har haft virkeligt
(toniøst) f og ikke, v, hvad jo dog vel nu turde være almindelig
anerkendt (cfr. Gislason, Oldn. Forml. s. 30)? bliöka, viöka forholde
sig jo til’ bliör, viör ganske som rifka til rifr.
Grunden til, at man hidtil almindelig har antaget, at lyden p
ikke kunde forekomme i efterlyd, er åbenbart den, at de fleste
håndskrifter, ligesom jo også alle ,normaliserede’ udgaver, bruge
tegnetp overalt i forlyd men ö i ind- og udlyd; men denne skrivebrug
hviler, hvad jeg nys har søgt at vise. for indlydens vedkommende
ikke på fonetisk grund. At den heller ikke for forlydens vedkom-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
