Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
2°. S. XX ytrer forfatteren: „I den hyppig forekommende hf.
-ent. ik. af mikill bruger jeg med håndskr. ikke blot det ældre miklu......
men også myklu (i St. h. veksler miklo med my klo, medens de andre
former kun har i)\ y i myklu, myklurn må være fremkaldt af endelsens
tø, medeus tidligere kun V havde denne virkning på det foreg, i (sml.
fornn. forml. § 11, d og § 18 slut.); fra formerne med u i end. kunde
y også senere overføres til de øvrige former af ordet (tidlig i norske
håndskr., sål. meget ofte i den gl. norske homiliebog).“ Ny og
utvivlsomt rigtig er her den iagttagelse, at y i den ældste tid i dette ord
kun forekommer i de former, hvor endelsen frembyder u, og at det
i alle disse tilfælde skriver udgiveren med urette d (hvilket
bogstav slet- ikke forekommer i håndskriftet). En undskyldning for
sin fejllæsning har han imidlertid både i det factum, at e her ofte
er sammenslynget med et foregående d på en sådan måde, at dette
bliver d meget ligt (— denne ligatur findes gengiven hos Gislason
Frp. s. XCIX passim—) og i den omstændighed, at også f. eks.
skriveren af håndskriftet A. M. 623, 4t0 undertiden -— vistnok ved
fejllæsning af sin original — anvender ö for d (o: d) f. eks. liendi (for
henfri —hendi), gørandi (for gørandi = gørandi), Ørendi (for Ørendi =
Ørendi), se Gislason, Frump. s. 95. Denne fejltagelse kunde
såmeget des lettere opstå, som d virkelig i enkelte andre gamle
hdskrr. udelukkende bruges i betydningen <5 (ikke d); dette
gælder f. eks. tildels om håndskriftet A. M. 677 4to, som
sædvanlig anses for ældre end 623, 4to. Et lærerigt eksempel på den
forvirring, som bogstavet d kan anrette, har man i de to i det 17de
årh. på biskop Brynjolv Sveinssons foranledning ved, præsten Jon
Erlendsson tagne afskrifter af en gammel membran af Islendingabok.
Her skriver nemlig den ene afskrift (som i Islendinga sög. betegnes
B) gjennemgående p efter l og n: scyllpi (Isl. sög. I, 364), mynpi
(367), villpu (369). gegnpi (369), pangbranpr (3/0), ripanpi (372),
frænpr (372), Gopmunpr (379), senpi (380), allpa (381) osv. osv.,
medens den med A betegnede afskrift ligeså gennemgående skriver
d. Der synes kun at være én forklaring af denne besynderlighed
mulig: nemlig at originalen på alle disse steder har haft d, hvilket
Jon Erlendsson åbenbart har antaget for at betyde d, og da han
— som var fuldt overbevist om, at den ham,foreliggende membran
var skreven med Ares egen hånd (sml. Isl. sög. s. 883) —
formodentlig har syntes, at et forholdsvis modernt bogstav som d ikke
var på sin plads i et så ældgammelt skrift, så ændrede han det
overalt til det mere alderdommelige p. Det tör måske antages, at
det i alt fald for en del er denne egenmægtige ,forbedring’ (—
hvilken tildels gav håndskriftet et ganske andet udseende —), som
har bevæget biskop Brynjolv Sveinsson til at lade Jon Erlendsson
afskrive bogen endnu engang. I denne afskrift ere da (på få
undtagelser nær) de urigtige,j!i’er blevne rettede. Det må beklages,
at ,den lærde udgiver af Islendingasögur i den nonnaliserede tekst
af Islendingabok i dette punkt væsentlig har holdt sig til B og
derfor har optaget former som scylpi (17), Norplenpingar (16),
munpi (12), veganpi (13) o. fl. Han er derved kommen til at
påtvinge sproget- former, som aldrig have eksisteret, ja som ikke
kunne have eksisteret (— ti en overgang fra opr. Id, nd til Id,
nd eller lp, np turde være en fysiologisk umulighed —) og hvorfor
der, afsét fra nogle let forklarlige skrivfejl, som f. eks. de ovfr. af
623 4t0 nævnte) næppe findes tilstrækkelig støtte i nogen islandsk
oldtidsmembran, som overhovedet gör forskel på lydene d og d.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
