Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
derfra er overført til de andre former (vel først til de andre
sammen-trukne former: myTelar, myklir etc. (sml. fornn. forml. s. 75 anm. 2;
Oxforderordbogen s. v.), senere til de usammentrukne mykill, mykit
osv.). Men når forf. vil søge årsagen til y’ets opståen udelukkende i
endelsens u, så forekommer dette mig ikke hævet over enhver tvivl.
Snarere forekommer det mig rimeligt, at grunden til y’ets fremkomst må
søges i en samvirken af endelsens ufo) med den vokalen umiddelbart
foregående labiallyd, ti i de (iøvrigt ikke talrige) tilfælde, hvor et
ufo) i endelsen synes at omlyde et foregående i til y, går der stedse en
labial foran; sål. foruden i myklu også i det i ældre tid så hyppige
byskup — biskup, myskun — miskunn Fms. XI,444. At det netop er
endelsens u’s samvirken med den foregående labial, der bevirker
omlyden, ses tydeligt af det i St. hom., Mork. o. fl. forekommende ord
forvista, som i acc. dat. gen. hyppigt har formen forystu St. hom. 1525
Mork. 137 d. e. *forvystu (idet v jo må falde bort foran y), medens
nom. i den ældste tid altid heder forvista. Således også syllu-stokkr
(allerede i A. M. 287) d. e. *svyllustokkr af et ikke forekommende
*svilla = ty. schwelle. Anm. skulde være tilböjelig til på samme måde
at forklare y’e t i sy stir, idet dette ord kunde tænkes oprindelig at have
været böjet:
n. svistir ganske ligesom n. forvista
a. d. g. systur (d. e. *svystur) a. d. g. forystu (d. e. *forvystu).
Fra a. d. g. sg. kunde da let allerede i gammel tid—(især i et så
hyppigt brugt ord som sy stir ) — y være trængt ind i de andre former.
Hvis denne udvikling holder stik, ville vi således få en naturlig
forklaring på flere former, hvor man hidtil har antaget spontan
overgang af vi til y, og herved vilde denne — iforvejen mistænkelige —
lydovergangs område end yderligere blive indskrænket.
3°. I modsætning til Bugge forklarer dr. Wimmer meget
overtydende formen nakkvat som et slags ligedannelse for det ældre nekkvat
(idet den sidste stavelses et påvirkede e’et i første stavelse på samme
måde som livetvetna opstod af ældre hvatvetna, idet omvendt her e
virkede på fi’et (s. s. XVII og s. XXIX), medens Bugges forklaring
forudsætter, at flere mindre sandsynlige lydovergange have været
virksomme (Tidskr. f. Phil. og Pæd. IX, s. 127). Derimod formår jeg
ikke at være enig med forf., når han s. 246 i overenstemmelse med Bugge
(Tidskr. f. Phil. og Pæd. IX, s. 124) vil udlede hankönsformen nekkverr
af ne veit hverr, da denne forklaring synes at være forbunden med
altfor store fonetiske vanskeligheder. Det er jo nemlig, såvidt anm.
bekendt, ganske uden eksempel, at lydforbindelsen thv i oldn. skulde
kunne blive til kkv, tværtimod se vi f. eks. jbo at livoru blive til
poporu (o: *påpvoru), ikke til *pokkåru ell. *pokkoru■ Noget sådant synes
også Bugge at have følt; ti for at forklare h’ets fremkomst minder han
om, at „indlydende fællesgerm. h i nordisk ofte går over til g‘l, hvilket g
i nærværende tilfælde (da der går et t i forvejen) atter måtte blive til
k (se anf. st. 125), d. v. s. han antager, at udviklingen har været: ne
veit liverr > neithverr > neitgverr > neiikverr > netkverr > nekkverr.
Denne udviklingsrække — som allerede på grund af sin længde er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
