Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
folkesprog; næppe liar sagt acer (acris) men acrus, og rumænsk har
virkelig en sådan form i acru. Derimod synes avilis ved første øjekast
tilstrækkelig til at forklare ager: l er efter en almindelig regel blevet
til r, og et ubetonet i i næstsidste stavelse går hyppigt over til e:
limpede (limpidus), purece (pulicem) etc. ; men her møde vi straks den
vanskelighed, at den ældre form er agern og ikke agere-, .dette fører
os til at antage, at der i vulgærlatin har fundet et deklinationsskifte
sted (sml. „tristis non tristus“ i App. Probi), og her kan jo muligvis det
senere acrus have indvirket (?).
I den macedorumænske dialekt har lyden tch udviklet sig videre
til ts\ altså til de nordlige provinsers cinci svarer her tsintsi1), til
cermi svarer tservu etc.; en lignende simplificering af den sammensatte
tcft-lyd har også fundet sted nord for Donau i et bestemt tilfælde,
næmlig ce (ci) -J- vok., altså fatsä (*facia = facies), sotsu (socius) etc.
Endelig fremvise enkelte ord et uforandret palatalt c, men grundene
hertil kunne som oftest påvises. Gaster anfører som eksempel chingå,
et bælte, og godkender Diez’s forklaring, at det skulde komme af
cingulum, cinglum, med metatesis af l til *clingum. Her er dog en
lille unøjagtighed at rette, idet chingå naturligvis viser hen til cingula
og ikke til cingulum; hvad forøvrigt omsætningen af l angår,
forekommer den temmelig sjældent på rumænsk; mig bekendt, findes den
kun iplop af pöp(u)lus, *plopus (it. pioppo, alb.pljep), pläman = pulmonem
og måske i pleope af palpebra (sml. it. fiaba = fabula, chiocciola —
*cloc-ciola af coclea, gl. fr. esclandre = scandalum, fleustre — fistula etc ). Men
ved siden af ehingå findes tillige et cingä og det afledede cingätore
(aldrig chingåtore), og disse lade sig ikke aflede af *clinga. Emile
Picot har i et privat brev til anm. opstillet den hypotese, at cingä
skulde vise hen til et primitivt *cinga, grundform for cingulum2); men,
som dr. Thomsen godhedsfuldt har oplyst mig om, vil en sådan form
vistnok være umulig på latin, da cingulum kun kan være =
*cing-clo-med afledsendclsen -clo- (som po-c[u]lum, vinc[u]lum for *vinc-clum), ikke
deminutivendelsen -ulo-; da endvidere chingå er den gamle rumænske
form, og cingä føist i dette århundrede forekommer i ordbøgerne, er
det vel det rimeligste at, antage, at chingå i tidernes løb er blevet
påvirket af stamordet i incinge, og at, altså en analogifølelse har
frembragt formen cingä.
’) Heraf navnet Tsintsari, hvormed de nordlige Rumæner benævne
deres landsmænd i Macédonien; se nærmere herom Picot, Les
Roumains de la Macédoine p. 11 n. 2.
2) De romanske sprog have som bekendt opbevaret flere ord, der
ikke findes i de os overleverede latinske tekster, men som ikke
desto mindre må have ført en slags underjordisk tilværelse i
folkesproget, således it. gracco af *graccus (i gracculus), mazza af
*matea (i mateolus), gl. fr. couvrer af*cuperare (i recuperare), norm.
purer af *purare (i suppurare) etc. T rum. træfle vi også flere
sådanne: Diez anfører vita af *vita (?) i vitulus; hertil kan føjes
cuib af *cubium (i concubium), eue af *cucus (i cuculus) og bot af
*botus (i botulus), men der findes muligvis langt flere. Det vilde
være en interessant opgave at undersøge, hvilke ord de rom. sprog
således kunne gengive modersproget.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
