Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
udsiges altså ikke som en blot forbigangen handling, at han
har foldet hænderne, men at han i det givne øjeblik holder
hænderne foldede, altså snarest resultatet af handlingen.
Hermed kan sammenlignes de tilfælde, hvor avoir antager
betyduing af at få: Si vos dirons . . . del til l’empereur
Kyrsac qui les iex ot creves (Chronique d’Ernoul p. 380).
C’est la u Jacob luita a l’angle et la u il ot brisie la
cuisse (ib. p. 52). Tous les morts eurent les testes tranchees
(Commines I, 7)1)., etc.; endnu i det moderne sprog siger
man: il eut la jambe emportée d’une boule.
Således ere i korte træk hovedreglerne for perfektum
participium og dets forhold til objektet i den ældste
sprogperiode; vore eksempler have ført os op til slutningen af
det fjortende- århundrede og begyndelsen af det femtende,
og vi stå således midt i overgangen til en ny tid. Det tolvte
århundrede besad en deklination med to kasus og en mængde
i literær henseende ligestillede dialekter; i det fjortende
årh. forsvinder deklinationen lidt efter lidt og hermed
naturligvis en mængde ejendommelige konstruktioner, som
væsenligt støttede sig på forskellen mellem le cas sujet og
le cas régime. Sproget undergår således en gennemgribende
og betydningsfuld forandring såvel i henseende til former
som i henseende til sætningsbygning, samtidigt med at
politiske forhold bevirke, at li bels langages françois
langsomt hæver sig til at blive det almindeligt antagne
skriftsprog, hvorved dialekterne synke ned til kun at blive
patois. Det femtende århundrede optager og fortsætter det
alt for længst påbegyndte nedbrydelsesværk og forbereder
derved det sekstende, der.er lige så interessant at iagttage
i sproglig som i literær henséende. Overalt kæmper det
gamle med det nye, og overalt søger tillige en friere, mere
kritisk betragtningsmåde at gøre sig gældende; det er
således dette århundrede, vi skylde de første franske
grammatiker2). Disse indeholde vel en mængde urimelige og hasar-
’) Se Stimming, Die Syntax des Commines (Zeitschr. f. rom.
Philologie I, p. 220).
2) Jeg lader.naturligvis her lo don tz procnsals og las rasos de trovar
ude af betragtning, som værende væsenligt provensalske.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
