Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
navnet er ikke semitisk, og sammenholdt med det tilsvarende
ord i Vatikanerindskriften kan der ikke være tvivl om, at
vi her have det ægyptiske kvindenavn Ta-Hapi o: „den, som
tilhører Apis“, og at det altså betegner den dødes moder.
Det næste ord oversætter Gesenius ved
„sacerdotis", henførende det til Tachii (faderen), og udleder
det af hebr. „gave“, uden nærmere at forklare formen.
Men intet semitisk sprog kan forklare ordformen nrtS’O i
Vatikanerindskriften eller Nnror her i denne betydning, eller
har nogensinde brugt ordet således. Der kan ingen tvivl
være om, at ordet bægge disse steder må være det samme,
og at Vatikanerindskriften giver hankønsformen, medens
Carpentrasindskriften giver hunkønsformen, og i så fald er
der ingen anden forklaring mulig, end at ordet må være
ægyptisk og r den ægyptiske hunkønsartikel t-, I ægyptisk
finde vi da ordet monkh, der både i det ældre og i det
demotiske sprog efter Rougé betyder at være from, at
indvie sig til en gud. Det forekommer meget hyppig i
de ægyptiske indskrifter foran et gudenavn og efter et
personnavn eller et familienavn for at betegne, at denne person
eller familie har helliget sig til den nævnte guds tjeneste
eller ivrig dyrker denne. I de ptolemajiske kongenavne
svarer det til det græske eieQ/hr^, der altså som sådant
nærmest betegner den, der er gavmild overfor guderne eller
deres helligdomme. Betydningen af ordet i disse 2 indskrifter
vilde altså blive : hun (han), som har viet sig til guden
Useri (Osiris). I Vatikanerindskriften forbyder hankønsformen
at henføre ordet til andre end den døde; i denne indskrift
vil det da også være naturligst at henføre det til den døde,
så meget mere som hendes navn allerede kunde antyde en i
den første barndom påtænkt indvielse til den samme gud.
Den simpleste oversættelse bliver da den ovenfor givne. Med
hensyn til den anden linje kan jeg henvise til Derembourg,
der utvivlsomt her har truffet de forklaringer, som bedst passe
både med sproget og sammenhængen. Hvis oversættelsen
er rigtig, kan man ikke undgå at tænke på, at den døde
altså har villet tjene guden ved en evig kyskhed, et træk,
der, om det end skulde være fremmed for den oprindelige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
