Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
og kejseren forlanger, mirabile dictu, at Olivier skal begynde ;
skönt han ikke ganske udfører, hvad han har sagt, erklærer dog
Jacqueline (Hugo’s datter) sig for tilfreds, og da kejseren sporger :
„Dites mei, bele fille, ad le vus fait cent feiz1, ? svarer hun
roligt „Oil, sire reis“. De andre gabs blive ligeledes indfriede,
så at kejseren tilsidst må anerkende franskmændenes
overlegenhed, og han hylder Karl, der derpå drager tilbage til Frankrig
og veltilfreds med udfaldet af sin rejse tilgiver dronningen hendes
ubesindige ord.
Dette Digt, der i formen og hele behandlingen er
fuldstændigt episk, nærmer sig derimod, hvad indholdet angår, meget
stærkt til en fabliau, og man føler og nyder stadigt i beretningen
om de forskjellige gabs den djærve, men uimodståelige esprit
gaulois. Det er let at se, at dets forfatter ikke har været nogen
trouvère, der var begejstret for de nationale minder, der knytte
sig til le rei a la barbe florie eller til helteskikkelserne fra
Roncesvaux (778) og Villedaigne (793) ; det er derfor heller ikke
bestemt til at foredrages i vinteraftnerne på de gamle borge for
ridderne og deres fruer; nej! det søger et helt andet publikum,
det store, livslystne, franske folk, og skal foredrages under åben
himmel ved markeder og desl. Nu bliver spörgsmålet, hvorledes
skal man opfatte den hele komposition? er det en ligefrem parodi
på Karl den store og hans tolv jævninge og hermed tillige på
ridderskabet i almindelighed? Dette er næppe rimeligt, da digtet
synes at være meget gammelt, hvad både sproget og assonanserne
tyde hen paa1), og det ligger således för den tid, da en bevidst
borgerlig opposition og en hermed følgende negation af
ridderånden gör sig gældende og trænger frem i literaturen. Grunden
til, at Karl den store og hans jævninge i dette digt
tilsyneladende fremstilles under et latterligt lys, må søges andetsteds,
idet vi næmlig her, som alt ovenfor berört, stå over for en prøve
på den borgerlige digtning, i modsætning til den anden side
l) Hvad sproget angår, skal jeg indskrænke mig til at henvise til
dr. Kosehwitz’s kritiske undersøgelser, der findes i hans „Ueber-
lieferung und Sprache der Chanson du voyage de Charlemagne11
etc. Heilbronn. 1876. Han kommer her til det resultat, at digtet
er affattet efter Alexis, men omtrent samtidigt med la chanson de
Roland. Man må endvidere lægge mærke til, at der blandt de
relikvier, som Karl modtager af patriarken i Jerusalem, findes „le
calice que il (o: Jesus) out benesquied“; dette tyder bestemt hen
på, at digtet skriver sig fra en tid, der ligger forud for
affattelsen af „les Romans de la table ronde“ (midten af det tolvte
århundrede), da en trouvère efter denne tid næppe vilde have faldet på
at sige, at det var Karl, der havde bragt le saint Gr aal til
Frankrig (se P. Paris i Jahrbuch für rom. og engl Literatur I, 202).
Ja, man vil sikkert heller ikke tage fejl ved at lægge digtet enduu
længere tilbage i tiden, da Karl, förend han drager fra Jerusalem,
lover at foretage et Tog mod Sarrasenerne i Spanien, — var
digtet affattet, efter at Korstogene vare begyndte, var det blevet
mod Sarrasenerne i Palæstina.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
