Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
De fleste (eller alle) lydlærer går (måske efter en
lydfysiologisk beskrivelse af lydene) gennemgående ud fra
retskrivningen og giver mer eller mindre udtömmende lister over de ord,
hvor det og det bogstav udtales således, og de andre, hvor det
udtales anderledes; svarer en lyd og et bogstav (som f. x. sv. i)
gennemgående til hinanden, gives der kun få exempler.
Anderledes den foreliggende bog, der helt igennem stiller sig på det
fonetiske standpunkt: lydene for sig uden hensyn til den mere
tilfældige ortografi, og først i anden række „beteckningsläran“.
Ved hver enkelt lyd anføres lister, der så vidt muligt indeholder
alle de ord, hvori lyden forekommer. Det er klart, at dette
princip, konsekvent gennemført, må føre til mange gentagelser
(et ord som ofantlig må sættes på 8 forskellige steder under hver
af de lyd, det indeholder), og selv om forff. ikke går til de
yderste konsekvenser i så henseende, idet de f. ex. henviser til
ordbogen, hvor der er tale om ordenes begyndelseslyd, så går
de dog vidt nok, så vidt, at man tit spörger sig selv, om ikke
en lille henvisning kunde have sparet en i sig unyttig gentagelse.
Et exempel*) vil oplyse dette : udtalen af ordet Tconsårt omtales
på følgende steder: § 132: konsær’t eller kongsä’r [’ angiver
længde af den foregående lyd]; § 334: konsä’r, äfven konsæ’t’
ft == det supradentale t, der træder istdf. rt\ ; § 419: koijsär,
konsär el. -ä“t ; § 563 (uden bemærkning); § 659: konsär,
(ko?jSä’r el. konsæ’t’)! Men vist er det, at disse udførlige
lydlister, der er samlede med utrættelig flid, vil göre stor nytte,
f. ex. for kommende dialektforskere; særlig påskönnelse fortjæner
det, at vaklende udtale er opført i et omfang som ingensinde
tidligere for noget sprog; i bøger om udtale er man jo ellers
vant til, at hver forfatter kun kender eller i alt fald kun
anerkender sin egen udtale, men sligt træffes ikke her, hverken med
hensyn til de enkelte lyds dannelse eller deres anvendelse i
enkelte ord eller m. h. t. akcentuering.
Akcentlæren, der udgör et hele for sig med særlig
paginering, er ikke den mindst interessante del af værket. Forfatterne,
af hvilke den ene, Dr. Wulff, allerede har vist sit skarpe øre for
akcentforhold ved sit foredrag ved filologmødet i Kristiania 1881,
har her givet en fortrinlig, klar og selvstændig fremstilling af
de vanskelige svenske tryk- og tonforhold, og selv om måske
ikke alle enkeltheder står lige fast — jeg skal blot nævne
regnestykket, hvorved forff.s talformler 4: 1 og 3: 2 for de to
akcent-former Hjal’mar og Anna („akc. nr. 1 og nr. 2“, som Kock nu
efter Verner kalder dem) temmelig kunstigt skal passe både for
det „melodiske“, det „dynamiske“ og det „kvantitative“ forholds
vedkommende — så kan man dog trygt anbefale dette afsnit så
vel som de øvrige til indgående studium
*) Sml. også omtalen af salat §§ 129, 198, 355, 491, 647.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
