Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
bevisførelsen saa slaaende, at jeg har anseet det for rigtigt
at give en lille udsigt derover. For dem, der ikke vide det,
vil jeg blot bemærke, at Asconius Pedianus var en i det
første aarhundrede e. Chr. levende forfatter, under hvis
navn vi have commentarer dels til Ciceros taler mod Verres,
dels til fem andre.
Efter en indledning om vigtigheden af at studere de
gamle commentatorer, navnlig naar deres levetid ikke falder
meget langt fra de forfatteres, de have fortolket, behandler
Madvig først Asconius’s levned, og giver dernæst en udsigt
over hvad der hidtil var gjort for den kritiske behandling
af de commentarer, der gik under hans navn. Disse to
afsnit have nu mindre interesse, navnlig det andet, da- vi have
faaet en paa et sikkert grundlag bygget udgave. Dernæst
behandles, og dette er bogens hovedafsnit, selve
commen-tarernes indhold ; først gjennemgaaes de der dreje sig om
andre taler end Verrinerne. I disse henvender forfatteren sig
til sine sønner, for hvem han har skrevet dem; han citerer
længere sammenhængende stykker af talerne, undertiden med
større mellemrum, i hvilke der ikke var nogen vanskelighed.
Fortolkningen er væsentligt af historisk indhold og vidner om en
i stor detail gaaende kundskab til datidens historie, bygget paa
kildestudium (baade af forfattere og dokumenter), med
benyttelse af andre historiske forfattere. Af statsindretninger
oplyses kun hvad der paa Asconius’s tid var forandret. Der
er ingen rhetoriske eller grammatiske bemærkninger. Kort
sagt: alt er som det kunde ventes af en forfatter der
omtrent midt i det første aarhundrede e. Chr. skrev
commentarer til Ciceros taler. Fremstillingen er jævn, kortfattet,
og uden overflødige prydelser; i flere detailer stemmer
sprogbrugen med sølvalderens. Allerede tidligere filologer
havde nu fundet væsentlige fejl i de commentarer der gik
under Asconius’s navn, og undret sig over at en i det hele
saa kyndig mand kunde begaa slige bommerter; Manutius
havde saaledes ved et sted i commentaren udraabt: „Non
semper vigilas, Asconi“ ; for at forklare dem havde man
antaget interpolationer. Ingen havde bemærket at alle fejlene
netop fandtes i commentaren til Verrinerne, indtil Niebuhr,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
