Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
kommende klart at fremgaae af den iøinefaldende Parallelisme
mellem Forbindelser som Plaut. Most. V, 1, 15 (14) sed
quid hoc est, quod foris concrepuit proxume uiciniæ? og
Ter. Heaut. III, 3, 52 quid est, quod tam a nobis graniter
crepuerunt fores? eller Ter. Eun. IV, 2, 14 sed quid hoc,
quod timida subito egreditur Pythias? og Plaut. Cas. III,
5, 8 (10) nam quid est, quod hæc hue timida atque exanimata
exsiluit foras? eller mellem Forbindelser med nominalt
Subject som Ter. Phorm. V, 9, 23 hæc illæ erant itiones
crebræ et mansiones diutinæ Lemni? og f. Ex. Plaut. Asin.
V, 2, 14 hoc ecastor est, quod illic ad cenam cotidie ait
sese ire ad Archidemum o. s. v., ligesom ogsaa i
Spørgs-maalet sein quid est? = veed du, livoraf det kommer? Plaut.
Poen. V, 3, 48 (58) det fra den foregaaende Replik
under-forstaaede Subject for den afhængige Spørgesætning, hvis
det var udtrykt i Sætningsform, maatte være en Sætning
med quod = at1). Disse Vidnesbyrd opveies ikke ved, at
hofft erscheint? — Den Forestillingsform, der finder sit Udtryk i
det paa Dansk ikke ualmindelige hvorfor er det, at o. s. v., vil
man vel ikke let falde paa at tænke sig realiseret enten paa Græsk
eller paa Latin. Som jeg seer, statuerer C. M. Zander (de
rela-tione pronominali ea quæ est per quod et id quod, Lund 1885,
S. 12 f.) den i Latin for Forbindelser i udsigende Form (som hoc
erat quod Verg. Æn. II, 664, Propert. III, 24 b, 1, Petron. c. 100
o. 1.), men for ikke at tale om den iøinefaldende Inconseqvents i
at betragte hoc i hoc est quod som Accusativ, men quid i quid est
quod som Nominativ, maa hele dette Forestillingsachema med
Udsondring af Adverbialbestemmelsen som selvstændigt Prædicament
vist siges at stride aldeles mod Sprogets Aand; det plautinske
diust quod (Ussing t. Plaut. Amph. 298, jfr. Madv. lat. Spr.3 § 209
Aum. 2) er af ganske forskjellig Art.
’) Identiske Forestillingsformer ligge øiensynlig ogsaa til Grund for
Forbindelser som paa den ene Side Ter. Ad. II, 2, 2 quid istuc,
Sannio, est, quod te audio nescio quid concertasse cum ero? og
paa den anden Cic. ad Att. XII, 52, 2 sed quid est, quod au dio
Spintherem fecisse divortium? og XVI, 1, 2 sed quid est quæso,
quod agripetas Buthroti concisos audio? (sml. XV, 29, 3 obsecro
te, quid est hoc? om det samme Rygte). I disse Forbindelser er
det ikke ligefrem Grunden, der spørges om, men kun, hvorledes
det egentlig hænger sammen med det Hørte; men ogsaa, hvor det
virkelig er Grunden, der er Tale om, kan naturligviis ved den
prædicative Forbindelse Forestillingen om Grunden ikke være be-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
