- Project Runeberg -  Nordens kalender / 1931 /
75

(1931-1938)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Frederiksberg Have af Helge Rode

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

FREDERIKSBERG HAVE

vilion i skinnende Kulører, altid nymalet og fin,
beredt til at modtage Gæster, som aldrig
kommer.

Det særegne og pikante ved dette lille kunstige
Paradis er Broen, som indbyder, og Laagen som
er lukket og laaset. Ak, Adgang forbudt.
Københavnerne drømmer om Kaffe og The mellem
de blomstrende Buske i det fine lille Hus, men
Øens største Tillokkelse bestaar netop i, at man
er lige ved at kunne komme iland, men man
kan ikke.

Synet av denne 0, som med sin Bro og sin
lukkede Laage demonstrativt gør opmærksom paa
sin Art, er maaske Skyld i, at ingen før har
opdaget den største af alle Øerne, et Slette- og
Skovland i Havens Midte, saa stort at man
intetsted kan overskue det og aldrig kan huske fra
den ene Lillebæltsbro til den anden. Et herligt
Ølandskab har man her med Græsmarker og Veje,
der slynger sig under Træernes Kroner ganske
som paa Fastlandet. I de sidste Aar kan man
takke Gartneren for Anemonerne over de visne
Blade! Naar Menneskene snart har ødelagt
Skovbunden i Dyrehaven og Ordrup Krat, kan man
her faa at vide, hvordan Danmark egentlig ser
ud med Kobber, levende Sne og Smaragder!

Nu har vi fastslaaet fire Øer! Kun den femte,
sidste og bedste staar tilbage. Den kinesiske 0
er et smukt Sceneri i et Æventyrspil, men den
femte 0 er et virkeligt Æventyr og en sand
Opdagelse. Den har nu ogsaa sin Beliggenhed i den
skønneste Del af Haven, der hvor de færreste
kommer, og de, der gør Sejlturen paa Kanalen,
er netop her optaget af at se Slottet, som spejler
sig i Vandet, ubegribeligt nok for jevne
Mennesker, der konstaterer, at Slottet ikke selv er
tilstede; men kun viser sig i Vandet. Det kan jo
være godt nok, men man bør ikke derfor glemme
de majestætiske Kastanjetræer, som ogsaa spejler
sig, saa man faar deres overdaadige Dejlighed to
Gange samtidig!

Men Øen, Øen det er en helt fremmed
Verden! Det er en Sydhavsø, hvis det da ikke er
det afrikanske Fastland. Jeg var lige saa uvidende
som selve Kolumbus, da jeg besat af geografisk

Raseri opdagede, at jeg havde opdaget noget
helt andet, end jeg troede. Hvis man staar med
Ryggen til Slottet, viser den langstrakte 0 sig
som en Flodkyst, men hvis man kommer fra
An-debakkestien, ser man, at Øen er en 0.

Dens Kyster er vidunderligt skønne og
lokkende. Flammegule og røde Buskvækster brænder
og straaler tropisk foran de høje svajende
Stammer. Saa tæt bevokset er Øen, at man intet Sted
kan ane, hvornaar den hører op. Her gad jeg
lande med min Kano og trænge ind i Urskovens
Hemmeligheder!

Paa denne 0 bor Ænderne, og ingen Månd
tør betræde dens jomfruelige Jord. Hvor vilde
man undre sig, hvis et Menneske kom tilsyne i
Savannens høje Græs! Men man kan jo ikke vide
det med Sikkerhed? Maaske lever der en
fremmed Stamme i Urskoven? Faktisk er det sket en
Gang, vi var mange der saa ham, et Menneske
paa Øen! Barnevognene gik istaa, Samtaler døde
hen. Folk kom løbende fra Bænkene for at se
Manden! Vi stod allesammen ganske tavse og
stirrede paa ham. Hvor saa han dog ensom og
fremmed ud!

Han havde langt mellemfarvet Overskæg og
Haartotter paa Skallen. Hans Arme daskede mod
Siderne mens han traskede afsted med
højtløf-tende Skridt i Græsset. Hans Underkæbe hang
og hans Mund stod aaben, saa man kunde se, at
to Fortænder manglede. Han var unægtelig klædt
som en ganske almindelig Havearbejder, men
Udtrykket i hans Øjne var ikke almindeligt.
Undren og Forfærdelse flakkede i hans Blik. Var
det Angsten for det ukendte? Var det Pan, der
forfulgte ham? Eller stivnede han af Skræk, fordi
alle Fastlandets Beboere stirrede paa ham, som
om de aldrig havde set et Menneske før (hvad de
maaske heller ikke havde). En Gang snublede
han, nær ved at falde paa Næsen, men kom dog
videre. — •—

Et Øjeblik efter forsvandt den sælsomme
Skabning i Krattet. Han var paa sin Maade lige saa
uforglemmelig, som Anden, der spadserede paa
Runddelen, og Kong Edward, the great King, i
det Kongelige Teater.

75

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 20:03:23 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/nordkal/1931/0081.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free