Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bjørnstjerne Bjørnson, Sønderjydernes varmtfølende Talsmand af H. P. Hanssen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Björnstjerne Bjørnson ■—•
Sønderjydernes varmtfølende Talsmand
hos Borgmester Finsen,x hos hvem Fru Bjørnsons
Morbroder, Conrad Jahn der havde deltaget i
Treaarskrigen som norsk Frivillig, den Gang var
Fuldmægtig.
Under dette Ophold i Sønderborg fra September
1862 til April 1863, der for Bjørnsons
Vedkommende blev afbrudt af Rejser i Tyskland og Frankrig,
knyttedes der stærke Venskabsbaand mellem
Familierne Finsen og Bjørnson. En Følge deraf var,
at Finsens Datter, Nulle Finsen i 1904 blev optaget
i Bjørnsons Hjem, hvor hun derefter opholdt sig
til efter Bjørnsons Død i 1910. Nulle Finsen har
senere i sine Bøger: »Bjørnsons Hjem» og
»Bjørnsons sidste Aar» optegnet mange Udtalelser af
Bjørnson og Fru Bjørnson, som viser, hvor lyse
Minder og varige Indtryk de tog med sig fra
Sønderjylland.
»Efter Frokost», skriver hun i 1904 om Fru
Bjørnson, »har vi siddet og snakket om gamle Dage,
— gamle Dage, det er altid Als: Hun har fortalt,
saa Øjnene blev kaade og muntre, blev to lysende
leende Streger.»
»I Morges», skriver hun 1909, »sad jeg igen inde
hos Karoline, og vi fik os en lang Passiar om gamle
Dage paa Als. –-Naar jeg tænker tilbage paa
mit Liv–-der er kun en Tid, hvor jeg synes,
jeg har levet sorgløst og ungt og glad. Det var
den Tiden hos Din Far og Mor i Sønderborg. Da
bare flagred jeg i Vej og mored mig og hadde ingen
Bekymringer. Og Bjørn, ham reddede de nu for
mig, han var jo saa syg og svag. Som de var fulde
af Omsorg for os — og allesammen, som var det
bare en Glæde for dem -— –-og alle de
Mennesker, som mylred ud og ind der. Og alle søgte
derind igen — de søgte ind til den Finhed og Varme,
den dybe Forstaaelse af alt menneskeligt, som var
der, Din Mor var. De Tider, da Frederik VII
og Grevinde Danner boede der — jeg var jo med
til alt — Gud, hvor jeg morede mig!»
Bjørnsons Udtalelser falder nøje i Traad dermed.
Fra Sønderborg vandrede han til Dybbøl og til
Valpladserne i Sundeved. Med Finsen aflagde han
1 Borgmester Finsen blev fordrevet af Preusserne i 1864.
Han var senere Landshövding paa Island og dansk
Indenrigsminister.
Besøg hos Foregangsmænd i Nationalitetskampen.
De dybe Indtryk, han modtog, efterlod en vaagen
og virksom Interesse for Sønderjyderne, som han
bevarede til sin Dødsdag.
Et halvt Aars Tid efter at Bjørnson var vendt
tilbage til Norge, døde Kong Frederik VII. Han
gav da sine Følelser Udtryk i Digtet: »Nu tabte
vor Konge en fuldtro Ven.» De følgende
Begivenheder greb ham dybt. Sporene deraf finder vi i
hans flammende Opraab til Sverrig: »Løft Du Dit
gamle Guleblaa», i Digtet »Da Norge ikke vilde
hjælpe», i det under Indtrykket af Dybbøls Fald
skrevne Digt: »Fordum syntes Danebroge» og i
Mindedigtet om den unge norske Frivillige Daniel
Schøtz. Brevene til Finsen afspejler hans skiftende
Sindsstemninger under Krigens Gang.
Efter Hertugdømmernes Indlemmelse i Preussen
oprandt der i 1867 en meget alvorlig Tid for
Sønderjyderne. Uden at tage Hensyn til Pragfredens
§ 5, som gav dem Tilsagn om Nordslesvigs
Genforening med Danmark paa Grundlag af en fri
Folkeafstemning, udskrev den preussiske Regering
fire Aars Mandskab til aktiv Militærtjeneste.
Samtidig befalede den, at det ældre Mandskab, som
i 1864 havde kæmpet imod Preusserne i den danske
Hærs Rækker, skulde indrulleres i den preussiske
Reserve og aflægge Faneeden til Kongen af Preussen.
Følgen deraf var, at Sønderjyderne i Tusindtal
opterede for Danmark og derefter ramt af
Udvisningsordrer maatte rømme deres Hjemstavn.
Mange Familier mistede deres Forsørgere, og der
var megen Nød i Nordslesvig.
Da løftede Bjørnson paa Norges Grundlovsdag
sin mægtige Røst og hyldede i begejstrede Ord
Sønderjydernes Trofasthed, saa det gav Genlyd
over hele Norden. Derefter var han Sjælen i
Arbejdet for en norsk Velgørenhedsfest til Bedste for
nødstedte Sønderjyder, som han aabnede med en
gribende Tale, hvori han profetisk spaaede, at
Retfærdigheden før eller senere vilde ske Fyldest.
Da det i 1870 trak op til et blodigt Sammenstød
mellem Frankrig og Tyskland slog Bjørnson i
»Norsk Folkblad» til Lyd for, at Norge skulde
hjælpe Danmark med at tilbagevinde Nordslesvig.
Men efter Frankrigs uventede Nederlag reviderede
!5
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
