- Project Runeberg -  Nordens kalender / 1933 /
16

(1931-1938)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bjørnstjerne Bjørnson, Sønderjydernes varmtfølende Talsmand af H. P. Hanssen

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Bjørnötjerne Bjørruon — Sønderjyderned varmtfølende Tahmand

han sine Anskuelser. Paa et »Vennemøde», som
efter Grundtvigs Jordefærd i 1872 samlede hans
Venner, hvortil Bjørnson den Gang hørte,
forkyndte han, skønt indtrængende advaret derimod,
sin nye Lære: »Danmark imod hvem der er gjort
Uret, har lettest ved at give Haanden. — Jeg tror,
at vi af Vennehaand kan faa, hvad vi aldrig kan
faa af Fjendehaand.»

Talen vakte vældigt Røre. Et alvorligt
Sammenstød blev kun undgaaet ved Ordstyrerens
kraftige Indgriben. Fjorten Dage senere klarlagde
Bjørnson sit Standpunkt i »Oplandenes Avis»:
»Signalerne maa forandres!» skrev han. »Den eneste Tale
Tyskland hører fra Danmark er Hadets,
Folkehadets Tale. Men jeg melder mig ud af Hadets
Forening.»

I Danmark var Saarene endnu for friske og
stærkt blødende til, at en saadan Tale kunde finde
Sangbund. Svaret lod ikke vente paa sig.
Harmfulde brød saa at sige alle hans gamle Venner med
ham. »Bjørnstjerne Bjørnson er bleven
Preusserven» skrev Andr. Leth. »Det gør bitterligt ondt at
se ham sætte sin Hæl ved Bismarcks og trampe i
Takt med ham paa Danmarks Hjerte.» »Det Lys,
der skal vinke Sønderjyderne fra Danmarks
Vinduer skal være Glimtet af blankslebne Bajonetter
og Bagladekanoner», skrev Dr. Rosenberg. Carl
Ploug, stemplede ham som en falsk Profet. Rasmus
Nielsen og Rudolf Schmidt udstødte ham paa en
krænkende Maade som Medredaktør af Tidsskriftet
»For Ide og Virkelighed». Hostrup, Sofus Høgsbro
og andre af Grundtvigs Venner, som han havde
staaet særlig nær, tog alle i haarde Ord Afstand
fra ham. Vilhelm Birkedal skrev endog i et
Flyveskrift: »Ingen dansk Månd eller Kvinde kan byde
Bjørnstjerne Bjørnson velkommen i sit Hus, før
han tilbagekalder.»

Nordmændene var ikke blidere. Hans norske
Højskolevenner Ole Arvesen, Christopher Bruun og
Kristoffer Jansen tog offentlig Afstand fra ham i
Oplandenes Avis. A. Munch haanede ham i et
Digt i »Fædrelandet», og Henrik Ibsen i Digtet
»Nordens Signaler»:

»De springende Løver skal logre med Halerne

De vaagnende Mænd skal forandre Signalerne

Der er Omslag i Vente! Klem paa med Talerne,
Vejrhanen paa Fløjen har forandret Signalerne.»

Bjørnson bed fra sig til alle Sider. Men han
stod saa godt som ene. Ingen anerkendte hans
noble Motiver. Isoleret, mismodig, nedbøjet og
grebet af en »Følelse af Forladthed», som han endnu
mange Aar senere klagede over, forlod han Norge
og rejste sydpaa. »Hvad jeg og mine den Gang led
under næsten hele den skandinaviske Presses
Angreb, det tier jeg helst med», skrev han 25 Aar senere
i et tysk Tidsskrift, da han blev overfaldet af
Tyskere, fordi han atter brød en Lanse for Sønderjyderne.

Men Bjørnsons Trofasthed, hans Trang og Vilje
til at støtte Sønderjyderne i den dem paatvungne
haarde Nationalitetskamp berørtes ikke deraf. Da
han to Aar senere rejste hjem fra Rom, standsede
han i Berlin, for at tale vor Sag. Hvor stærkt den
vedvarende laa ham paa Sinde, viser hans Breve
til Sofus Høgsbro, Fr. Hegel og Red. S. A.
Hedlund i Gøteborg.

I 1887 skrev jeg i »Tilskueren» en Artikel om
Stillingen i Nordslesvig, som vakte Bjørnsons
Opmærksomhed. Glad overrasket modtog jeg noget
efter 300 Kr. fra ham med Paalæg om at bruge
dem til en Rejse til Norge og Indbydelse til at
besøge ham paa Aulestad. Fra da af stod jeg i
Forbindelse og til Tider i nøje Samarbejde med ham.
Naar vi trængtes haardest, var han altid rede til
at træde i Skranken for os. Preusserne stemplede
hans norske Fædrelandssang »Jeg vil værge mit
Land», som en »dansk Sang af ophidsende og
fornærmeligt Indhold», og straffede os med høje
Pengebøder, naar vi sang den. De forbød ham endog at
holde Foredrag i Sønderjylland. Men ud over
Europa hørtes hans kraftige Røst. I Tidsskrifterne
»Die Zukunft», »März», »Courrier Européen» og
store udenlandske Blade, som vi ikke havde Adgang
til, talte han modigt vor Sag og ydede os dermed
overordentlig værdifuld Bistand i haarde og trange
Tider. Ved sin djærve Kamp for vor Ret, vakte
han andre undertrykte Folkestammers
Opmærksomhed, og de paakaldte ikke forgæves hans Hjælp.
Vi staar her ved en Side af Bjørnsons Virksomhed
i det sidste Afsnit af hans daadrige Liv, som endnu
er altfor lidt kendt i Norden.

16

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 21 19:10:05 2022 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/nordkal/1933/0018.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free