Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bjørnson og Norden av Francis Bull
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bjørnàon og Norden
Bjørnson og Norden
L
Av Francis Bull
1899 skrev Bjørnson under overskriften
Forbund skal vær el: »Alle tilløb til skandinavisme nu
om dagene, i svensk form, i dansk form og i norsk;
alle opvæld af samfølelse, som så tit har været
stoppet eller formudret, og derfor, når de atter
brød frem, vakte mistro, — jeg hilser dem med
den allerstørste glæde!
Det afskrækker mig ikke det minste, at svenske
samrøringsønsker er oppe i dem, at dansk kjærlighed
til Slesvig fører sin naturlige tale gjennem dem,
eller at ungdommelig ildhug fantaserer.
Den uudtømmelige samfølelse, som efter så mange
uheld og så megen modstand altid påny springer
ivejret, den er mig tegn på større evner, på ædlere
higen end dagens smålighed kan mætte; derfor
også varsel om en fremtid, som rækker politiske
storspekulanter langt over hovedet. — -—- -—
Jeg har fra min ungdom været skandinav. Jeg
har altid bekjendt den, når ideen var sejerrig, som
når den var forfulgt. Men aldrig har jeg ved
skandinavisme forstået andet end forbund mellem
selvstændige folk. Aldrig bliver nogen anden
skandinavisme mulig heller . . . Med et neutralitetsforbund
må al skandinavisme begynde. Det er lige naturligt,
lige uundgåeligt som at et ægteskab begynder med
forlovelse. I de første menneskealdre kræver
skandinavismen neppe heller nogen anden form. Hvad
der så vokser, — efterkommerne om det! •—- •— —
Unionen er for mig som for tusener blevet en
umulighed. Men aldrig har der endnu været i
mit sind, at vi ikke skulde have et forbund. Og som
det er gået mig, tænkei jeg, det er gået flertallet i
Norge. Hvad der end hænder unionen, forbund
skal være!»
Med full sannhet kunde Bjørnson hevde at han
hadde vært skandinav helt siden ungdommen, og
at han alltid hadde hatt mod til å bekjenne sin
skandinavisme; men der hadde vært tider da han
var så optatt av de »nærmeste krav» i norsk politikk
at han kom til å skyve sin skandinaviske følelse
og fremtidsdrøm i bakgrunnen. I 1890-årene blev
skandinavismen atter flyttet op iblandt hans
nærmeste krav, og det kan være av interesse å kaste
et blikk bakover for å finne hvilken vei han hadde
fulgt, og hvordan han nådde frem til denne
fornyelse av sin ungdoms idealer.
Som et motto over Bjørnsons skandinavisme i
ungdomsårene — og særlig i tiden 1856—66 —
kan gjelde et norsk ordtak, som han dengang likte å
citere: »Elska din granne; men lat grindi stanna».
Under slike situasjoner som teaterslaget 1856,
stortingsvalget i Bergen 1859, og statholderstriden
1859—60, kjempet han i forreste rekke blandt dem
som vilde ha »grindi» stående og verge norsk
nasjo-nalitet mot alle slags samrøring. Men gjennem hele
sin ungdomstid har han gang på gang, i tale og
skrift, gitt uttrykk for sin samfølelse med de andre
nordiske folk, — äller sterkest i kriseåret 1864;
det var mange i Norge som syntes han da var altfor
skandinavisk, både om våren »da Norge ikke vilde
hjælpe», og om høsten, da han hadde det mod,
eller efter andres mening den taktlöshet, å blande
inn tanken på Danmarks sorg i femtiårsfesten for
foreningen mellem Norge og Sverige.
Bjørnson har ofte kält Vilhelm av Oranien sin
historiske helt: læremesteren i den kunst å ta sine
nederlag som naturlige ledd i en opdragelse der
til slutt skulde føre til seier. Og skandinavismens
nederlag i 1864 kunde ikke slå ned Bjørnsons tro
på saken, tvertimot, hans skandinaviske forkynnelse
34
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
