- Project Runeberg -  Nordens kalender / 1933 /
53

(1931-1938)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Glædens Dag (Fragment af et Livs Historie) af Marcus Lauesen

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Glædens Dag

mig ganske godt. Men da jeg havde drukket min
The og var kommet tilbage fra Morgenturen og
skulde til at arbejde, kunde jeg ikke. Uoplagt var jeg
ikke, der var adskilligt som kunde blive til Digt,
men der var intet som trængte paa, som krævede
at blive til nu. Saa gav jeg mig til at læse, men
tænkte ikke over hvad det var. Meget før end jeg
plejede det tog jeg en Whisky; den smagte ikke
rigtigt. Til sidst gav jeg mig til at ordne
Manuskripter, og da jeg omsider satte mig til Skrivebordet,
— det var blevet over Middag —, havde jeg været
hele Huset igennem.

Jeg læste hvad jeg sidst havde skrevet for straks
at kunne fortsætte. ». . . kommet til at forstaa, at
Ægteskabet er en umenneskelig Form for Samliv.
En Månd og en Kvinde kan vel leve sammen nogle
Aar, kan ogsaa faa Børn sammen. Men naar
Kærligheden ikke er der mere, skal de gaa fra hinanden.
Maaske de skulde gøre det før. For at de siden kan
mødes som Mennesker, der ikke naaede at saare
hinanden. Thi et Menneskesind er uudtømmeligt.
Vi kunde bruge mange Liv for at naa Sindets
Bund. Men naar to Mennesker Dag efter Dag
lever sammen, sløves det indre Syn, som bag
Hverdagens Gnidninger eller smaa Glæder aner den store
Fylde, Sjælen rummer. Derfor skal de gaa fra
hinanden og mødes og gaa fra hinanden og mødes.
Og hvert nyt Møde vil være en ny Opdagelse af
Egne, de slet ikke kendte, og hver ny Afsked vil
være Afskeden med et Stykke Menneske, man nu
maa tænke videre over, fordi man bare begyndte
at forstaa og maaske skal forstaa mere næste Gang.
Jeg er bange for den træge Mæthed, naar Mennesket
dog er skabt umætteligt . . .» Og selvom det ikke
var særligt dybe Tanker, maatte jeg dog smile over
Modsætningen mellem Arbejdet, jeg skulde tage
fat paa og den latterlige Vandring, jeg lige havde
fuldendt. Jeg havde fundet mangfoldige Ting at
tænke over. Som om det virkeligt interesserede mig
havde jeg byttet om paa Billeder, skubbet med Stole
og Skabe, set efter i mine Skuffer og fundet
Undertøj, som skulde stoppes, overvejet om jeg skulde
bede Husholdersken besørge det eller om det skulde
sendes til en Syerske, havde fundet ud af, at en
Gummimaatte vilde være bedre end de Tremmer,

der laa foran Badekarret, havde i fuld Alvor
overvejet, om man ikke burde fjerne Messingkanterne
paa Trappen, de kunde være farlige, nu, jeg
begyndte at blive gammel, — ja, jeg husker, at jeg
tilbragte flere Minutter med at være forbavset over
saa rent og hvidt Køkkenbordet var . . . Det var
virkeligt latterligt. Nu bagefter forstaar jeg, at den
Uro, Mindet om mit Barn alligevel havde vakt i
mig, fik mig til at beskæftige mig med alt andet end
det, der krævede hele min Alvor, at mine Fingre
og mine Tanker gerne, bare for at faa Tiden til at
gaa, rørte ved Ting, jeg aldrig ellers viste Interesse.
Og naar jeg fortæller Dem, at jeg efter at der var
blevet banket paa min Dør gik ud i Gangen og
for første Gang opdagede, at Fyldingerne i
Gangdøren var udskaaret med Mønstre af Egeløv, vil
De forstaa, hvor ligegyldigt alt i mit Hus til dagligt
var for mig. — Ja, det er sandt, netop som jeg vilde
sætte Pennen til Papiret, blev der banket med
Dørhammeren. Posten havde været,
Husholdersken skulde ikke komme idag, jeg ventede ingen.
Jeg ventede aldrig nogen; alle havde forstaaet at
det passede mig bedst at være ensom. Det bankede
anden Gang. Det maatte være et Menneske som
ikke kendte til Huset, for der blev banket meget
sagte; jeg var slet ikke sikker paa at det var sandt.
Men underligt var det at høre det, uforstaaeligt
fremmed. Just da jeg kom ud i Gangen bankede
det tredje Gang, mærkeligt nok endnu mere sagte.
Maaske den derude havde opgivet at finde mig
hjemme. Maaske det var en Tigger, som havde
vænnet sig til de lukkede Døre.

Men jeg gik hen og lukkede op for min yngste
Datter. Det var Birte, en ung bleg Kvinde, som
havde banket. — Far, kan du kende mig?

Far?

Saadan, tænker jeg, er det at være Træ om
For-aaret, naar den første Søndenvind blæser Varme
ind over Knopperne og løsner de haarde Skel. I
de Øjeblikke, der gik før jeg kunde svare, svimlede
jeg, —• men det var en Jubel i denne Svimlen; —
tænk Dem dette, at føle Grunden glide bort under
sine Fødder uden at frygte for at styrte, tværtimod
at blive løftet op i en Sfære, hvor mit Sind i dette
Øjeblik syntes at skulde springe ud i en Skønhed,

53

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 21 19:10:05 2022 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/nordkal/1933/0055.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free