- Project Runeberg -  Nordens kalender / 1933 /
54

(1931-1938)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Glædens Dag (Fragment af et Livs Historie) af Marcus Lauesen

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Glæde rid Dag

jeg aldrig havde følt i mig, en Renhed af Glæde,
jeg aldrig havde troet paa; og det vidunderligste
af alt, en Fortrolighed med Glæden, som havde
der aldrig været andet, ingen Bevidsthed om andet. .
Jeg ved ikke hvor længe det varede. Jeg følte heller
ikke noget pludseligt Fald, en pludselig Klarhed
igen. Men da vi sad inde i Stuen og talte sammen,
glemte jeg tit at svare, fordi jeg fandt det
forunderligt, at det var mig der var hendes Far. Og
mærkeligt var det at blive kaldt ved Navn. At jeg havde
været saa langt borte fra mig selv. Nu var et
Menneske kommet til mig og havde kaldt mig Far, det
eneste, Livet havde gjort mig til, og jeg vidste
det ikke.

Her gjorde Digteren et Ophold i sin Fortælling,
ikke af Bevægelse; men jeg saa i hans Ansigt Tegn
til en Slags Eftertanke, og lidt efter sagde han
bestemt, — Jo, saadan var det. — Og han begyndte
igen.

Nej, jeg kunde ikke kende Birte. Hendes Haar
var blevet mørkt og glat, det var kortklippet og
sad fast ind til Hovedet. Hendes Ansigt, som jeg
kun huskede som et rundt og blødt, var nu magert
og spidst, men Huden var endnu blød. De store
dunkle Øjne sad langt inde under Buerne, de var lidt
trætte, men rummede alligevel megen Styrke. Hendes
Mund syntes ogsaa først lidt haard og skuffet. Men
som jeg saa mere paa den, undrede det mig, at den
havde kunnet bevare sin friske Ynde under saa
mange Aars Smerter.

Jeg tror, at jeg vilde have elsket det Menneske,
selvom det ikke var min Datter. Der fandtes intet
hos hende, som skulde skjule, at hun var mærket
af Lidelse.

Hendes spidse Næse havde en Tilbøjelighed til
at blive rød, men jeg har aldrig set hende bruge
noget Middel til at skjule det. Hun havde et lille
Ar paa Panden, tæt ind til Haaret, men aldrig lod
hun Haaret falde ned over det. Hendes Hænder
var næsten uhyggeligt tynde og gule, men der sad
ingen Ringe paa Fingrene. — Jeg mindes heller
ikke, at jeg har set nogen Kvinde saa enkelt klædt.
En mørkebrun Kjole med en Række Knapper af
samme Farve. Den var knappet tæt i Halsen;
lydigt føjede den sig over hendes lille Krop, viste,

hvor spinkel hun var. De smalle Ærmer var knappet
ved Haandledene, et smalt Bælte af samme Stof
som Kjolen sad under Brystet. Pynt var der ikke.

Birte haltede lidt. Hun gjorde intet for at skjule
eller for at fremhæve det. Hun gik altid ret langsomt
og kunde derfor hvile mest paa det ene Ben. Og
naar hun rejste sig fra en Stol, støttede hun sig
med Hænderne, indtil hun stod fast.

De fleste Mennesker vilde maaske efter hendes
Fremtoning straks have kaldt hende een af de
udstødte, som nød sin Skæbne. Men længe kunde
denne Dom ikke vare. For mig blev Birte igen et
Bevis paa, at det sunde og det syge i lige Grad
tilhører Naturen, og at det syge ofte kan vare
karskere end det sunde. —

Vi var kommet til at tale sammen.

Hvor var det helt anderledes end jeg havde tænkt
mig det. Endnu iaftes havde jeg fortalt Eventyr
for en lille lys Pige, som ikke var der. Idag vidste
jeg ikke, hvad jeg skulde sige til en lille Kvinde,
som var kommet uventet. Velkommen var hun.
Var ikke min glade Tavshed den varmeste
Velkomst . . .

— Far, saadan havde jeg slet ikke tænkt mig
dig. Jeg troede, du var en meget bestemt og fast
Månd, som aldrig blev overrasket . . .

Jeg svarede ingenting.

— Far, Tak fordi du i alle de Aar har sørget
saa godt for mig. Nu tror jeg ikke, jeg skal være
syg mere.

Og jeg tænkte, det var underligt. Jeg havde sørget
for hende. Hendes Mor havde bedt om Penge,
til Hospitalet, til Rekreationsrejser, og jeg havde
sendt Pengene paa en Postanvisning nu og da,
et Stykke graat Papir med min Hustrus Navn og
mit Navn . . .

— Far, du skal slet ikke undre dig over at jeg
kom. Det er dog ikke mærkeligt. Jeg har læst
dine Bøger og læst om dig og hørt meget godt om
dig. Jeg vilde dog gerne se dig selv. —

En Kvinde, som var Blod af mit Blod, havde
læst mine Bøger og havde hørt om mig, havde
hørt meget godt. Men havde ikke kendt mig.
Hvorfor i al Verden? Om jeg kunde svare. Jeg tror,
mine Hænder begyndte at ryste. Jeg ved, jeg maatte

54

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 20:03:28 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/nordkal/1933/0056.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free