- Project Runeberg -  Nordens kalender / 1933 /
55

(1931-1938)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Glædens Dag (Fragment af et Livs Historie) af Marcus Lauesen

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Glæd ena Dag

gaa hen og kysse hende paa Panden, — min lille
Pige. Og hvad skulde jeg gøre andet end se ind
i hendes Ansigt. Jo, jeg saa Træk for Træk,
hvorledes Aarene havde gjort hende til et Menneske
for sig selv, uden Lighed med mig, og jeg kunde
ikke slippe de dunkle Øjne, spurgte og spurgte, —
lille Pige, hvem er du? Der laa Aar af Smerte og
Aar af Sejr, og dybt nede laa Aar af mit eget Liv,
vel forvarede Aar, holdt helligt af hendes rene Liv.

— Jo, jeg husker dig, lille Birte, du var den af
Børnene, der tidligst lærte at tale. Og jeg husker
noget, du ikke mere ved. En Aften kort før Mor
og I andre rejste, havde Mor og jeg talt haardt til
hinanden, og hun var gaaet og havde slaaet Døren
voldsomt i. Og jeg gik ind til jer for at sige god
Nat. Da laa du og græd. Jeg bøjede mig ned over
dig, og du slog Armene om min Hals og sagde bare,
Far, . . . Og nu forstaar jeg ikke, forstaar jeg
slet ikke, at jeg nogensinde kunde Tade dig blive
borte.

Jeg ved ikke, om jeg har sagt det til hende, eller
om det var Billedet. Men jeg saa i hendes Øjne
en stille og fortrolig Længsel, som gjaldt mig,
som vidste hun alt om mig, som var hun bare kommet
for at sige mig, hvem jeg var. Og jeg lod min Haand
ligge over hendes Haar, mens jeg følte Livet saa
stort som aldrig før. Som vi sad sammen og
vænnede os til, at det var svært at finde de Ord, som vi
begge forstod, blev Livet ved med at vokse omkring
mig, vældigt og ufatteligt. Og jeg, som havde søgt
Ensomheden, maatte sige, — jeg har længtes meget
efter dig, lille Birte. —

Saa først skete det gaadefulde.

Og om De, min Ven, vil spørge mig, om den
Glæde, hun bragte mig, har gjort mig til et bedre
Menneske, -—■ jeg har spurgt mig selv, tusind Gange

— da kunde jeg ikke svare Dem. Hvad er det,
der skal til for at forandre et Menneske, — den
haarde Straf eller den store Naade? Jeg ved det
ikke, men jeg ved, at den store Naade kan være
den haardeste Straf. Og om intet i mit Liv har
forandret sig, da er det bare min egen Skyld, Skyld,
jeg har samlet i alle de Aar, jeg vilde nøjes med
mig selv. — Jo, det er sandt, hun sagde til mig, —
det er saa underligt, Far. Her i din Stue er ingenting

af Mor og ingenting af noget andet Menneske; du
maa være meget rig, at du har kunnet nøjes med
dit eget.

Og saa fortalte hun mig, hvorfor hun egentlig
var kommet. I nogle Aar havde hun malet, lært
sig selv det, sparet Penge sammen til Farver. Hun
havde ikke vist noget Menneske sine Billeder, hun
vilde ikke høre andres Dom, vidste, den vilde
blive for mild, fordi Mennesker ikke vilde tale
naadesløs Sandhed til den syge. — Men til dig,
Far, har jeg altid haft Tillid, for du vil dog altid
sige Sandheden, selvom den gør ondt . . .

Ja, et Menneske, som havde levet sit Liv fjernt
fra mit, var kommet til mig i Tillid, denne
kostbare Følelse, som jeg endnu aldrig havde mødt
noget Menneske med, — ikke mine Forældre, ikke
min Hustru, ikke nogen Ven. Det havde været
mig nok, at jeg selv sagde min Sandhed. De andres
Sandhed var mig meget værd, men jeg havde aldrig
bedt om den. Den var kommet sjældent, som en Gåve.
Og nu kom min egen Datter, som ikke kendte mig,
og vilde tvinge mig til at sige hende nogle Ord,
som for hende vilde være Sandheden. Da vidste
jeg ikke selv mere om mit Liv havde været sandt . . .
Dage og Aar havde jeg brugt til at forklare og
forklare for mig selv og andre de dybe Sammenhænge,
prøvet at lodde alle Følelsers Bund, givet op,
forsøgt igen, øvet mig, til Tider, ja ofte, haft
søvnløse Nætter, fordi det pinte mig ikke at vide. Men
dette kunde jeg ikke vide, her var jeg uøvet, det,
som burde være mig fortroligt som mit eget, var
fremmed. Og jeg ved ikke mere, hvad der var
størst i dette Øjeblik, Glæden eller Angsten. Om
jeg kunde have sat hende paa mit Knæ og fortalt
hende et Eventyr, jeg vilde have givet hende min
fattige Tak for den rige Glæde, hun gav mig. Jeg
ved bare, at mens Birte pakkede sine Billeder ud,
lukkede jeg Øjnene, — du maa ikke vente nogen
gyldig Dom ar ig. Du er mit Barn, jeg holder
af dig. Hvad du gør, er godt. — Som en
Flygtning, jaget af den retfærdige Forfølger bad jeg,
— Birte, giv mig Lov til at tie, lad mig nøjes med
at være god mod dig, bare være god mod dig, du
ved dog selv, at Sandheden ikke altid er saa, ikke
nær altid er rigtig. Det er jo bare min Mening.

55

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 21 19:10:05 2022 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/nordkal/1933/0057.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free