- Project Runeberg -  Nordens kalender / 1933 /
56

(1931-1938)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Glædens Dag (Fragment af et Livs Historie) af Marcus Lauesen

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Glædens Dag

Ja, lille Far, •—• men jeg tror, at din Mening
ogsaa vil være rigtig for mig.

Og jeg rejste mig for at se. Det var meget, meget
svært. Saadanne Billeder havde jeg aldrig set før.
Hvor det var muligt at anbringe en Piet Lys, stod
Straalebundter af Solskin. Det var det første jeg
saa, at mit Barn digtede Solskin, hvor jeg digtede
Mørke.

— Hvor kommer dog alt det Lys fra, Birte?

Hun saa paa mig, ikke usikker, ikke skuffet, —

jeg vidste det nok, Far. Men jeg husker een af
dine Bøger, hvor du har tvunget et Menneske ind
i Mørket og gjort Mørket saa uigennemtrængeligt,
som det aldrig findes paa Jorden. Saa maa jeg
ogsaa have Lov til at tvinge Lyset frem . . .

Om hun og jeg bare en Gang var gaaet sammen
og nu og da havde sagttilhinanden, — se, hvor smukt.
Om vi bare havde oplevet een Skønhed sammen.
Om jeg bare fra Dag til Dag havde set, hvordan
denne Trang til Lyset var vokset, jeg tror det skulde
have været mig let at forklare hende alt nu, jeg ved
det ikke. Men nu blev det saa svært at tale med
mit Barn. Jeg maatte gaa fra Billede til Billede
og se Kaskaderne af Lys. Og fandt, at alt var
ufærdigt, undervejs, Lyset brød Perspektiverne, en
Lysplet paa Jorden kunde bryde frem som en Flamme.
Og dog, maaske der laa en Mening, en fremmed
Mening i hvert Billede, maaske der var et virkeligt
Syn, en jordisk Sansning i disse soldrukne Farver.
Der hang et eneste Blad paa en nøgen Gren, og
det var let og gennemsigtigt, næsten som en Flade
fortættet Lys, som snart vilde løfte sig fra Grenen
og svæve. Og netop som jeg vilde vende mig mod
hende, for varsomt at sige lidt om dette mærkelige,
saa jeg det, som lignede Lyset, et stort og almægtigt
Haab i hendes Øjne, og hun sprang mig i Møde
og hængte sig om min Hals, — Far, lille Far, sig
ingenting, jeg ser paa dine Øjne, at du ikke vil
sige noget godt. . .

— Men, Birte, min Pige . . .

— Nej, Far, ikke; hvad gør det altsammen, jeg
er saa lykkelig over at se dig, Far, jeg elsker dig,
det var derfor jeg kom . . .

Da kom for anden Gang den store Svimlen.
Men allerede nu var det et Gensyn, jeg genkendte

Saligheden, og midt i dens Verden stod mit Barn.
Vi var to om den rene Glæde . . . Min Ven, ved
De, hvad det vil sige? Ved De, hvad det vil sige,
for den, som var vant til Ensomheden . . . Jeg
hørte hendes Ord. Og om Evigheden har sendt
Ord ind i vor Verden, da er det disse uendeligt
rene, jeg elsker dig, disse Ord, som ikke noget
Menneske af Sandhed kan bære, fordi han ikke er
dem værd.

Jeg har ikke haft Mod til at holde Regnskab
over den Dag. Men jeg vil læse for Dem, hvad
jeg har skrevet i min Dagbog . . . »Men alt dette
er intet mod den Svimlen, som kom, da mit Barn
slap min Hals og gik hen til sine Billeder for at
lade mig faa lidt Ro. Som en Fysiker arbejder
paa at spalte Atomet, alle Tings usynlige Brøkdele,
havde jeg gennem hele mit Liv arbejdet paa at
forklare de Følelser, som binder Menneske til
Menneske og sætter Skel mellem vore Sind. Nu
saa jeg hele mit Arbejde, alle Dages Indhold, en
Kreds af Tanker, Kærlighed, Tillid, Tro, Tvivl,
Ordene, Kærtegnene, Forbandelserne forsvinde,
fordunste, blive intet, flygtende Stof, bundet sammen
af intet, ligegyldigt, ligegyldigt, Tomhed mod
Tomhed. Og uden Tanke raabte jeg, horror vacui!
horror vacui! Og da mit Barn styrtede hen til mig
og forfærdet spurgte, om jeg var syg, skreg jeg, hvad
vil du mig, jeg har intet, intet at give dig.

Siden gik jeg ud, til Skoven og Havet. Nu er
det snart den næste Morgen, og snart begynder
en ny Dag. Og mit Barn er borte.»

Men jeg husker endnu noget bestemt, som jeg
ikke skrev i Dagbogen. Jeg gik frem og tilbage i
min Stue og saa en graa Dæmring vokse i
Kimmin-gen og lade Træer og Buske træde frem af Natten.
Og jeg stillede mig hen til Vinduet og spejdede ud
mod Øst, stod der meget længe. Til sidst saa jeg
Solen stige rød af Havet. Og det var som løb en
ellevild glad Straale hen imod mig, fandt Vej
gennem Hegnene og gennem mit Æbletræs Grene
for at kærtegne min Haand. Jo, der laa Sol over
den. Den havde tilfældigt lagt sig omkring Birtes
Billede, i min hule Haand lo mit kære Barn . . .
Og nu kan jeg vente Dage og Aar til hun kommer
igen, til sidst vil hun ogsaa tilgive mig dette.

56

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 21 19:10:05 2022 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/nordkal/1933/0058.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free