Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Snorre i Reykholt af Sigurdur Nordal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SNORRE I REYKHOLT
dybtgaaende karakteristik af personerne tillige med hans modne
fremstil-lingskunst og hans sikre smag, gjorde hans kongesagaer til klassiske arbejder
allerede for samtiden.
Men medens Snorre ikke fik nogen jævnbyrdig efterfølger paa
kongesagaernes omraade, blev et andet arbejde, som jeg er overbevist om, at man
i fremtiden vil tilskrive ham med fuld sikkerhed, af vidtrækkende betydning
for den senere islandske sagalitteratur. Det var Egils saga. Den er maaske
hans første historiske arbejde, skrevet omkring 1225, da han var en fuldt
moden månd, men endnu ikke helt saa stræng imod sig selv i sin historiske
kritik som i visse partier af Heimskringla. Da Snorre skrev denne saga, var
slægtsagaen endnu i sin barndom. Men netop denne gren af sagalitteraturen
blomstrer op efter 1230 og kulminerer som kunst i Njála fra det 13.
aar-hundredes sidste fjerdedel.
Snorres arbejder er længe blevet overvurderet som historiske og
religionshistoriske kilder. Man har ogsaa givet ham alene æren for mange ting, som
han skylder sine forgængere. Hans person, saa menneskelig med sine brøst
og svagheder, har man set i et romantisk skær fra hans værker. Alligevel
er han, som jeg allerede har antydet, idethele næppe blevet vurderet efter
fortjeneste. Dette er først efterhaanden blevet klart for mig ved en fortsat
beskæftigelse med sagalitteraturen i de aar, som er gaaet, siden jeg udgav
min bog om ham (Snorri Sturluson, Reykjavik, 1920). Jeg skal til slut i al
korthed forsøge at fremhæve de hovedpunkter, jeg sigter til.
Den islandske saga er som bekendt vokset op af den mundtlige tradition.
Men denne tradition er ingenlunde nogen konstant faktor. Der findes næsten
ligesaa mange grader af forholdet mellem mundtlig overlevering og
forfatterens indsats, som der findes sagaer. Mellem Ares tørre historiske optegnelser
og de yngste romantiske sagaer er der mange og forskelligartede afskygninger.
Det er min overbevisning, at man har rettet sin opmærksomhed for meget
paa den mundtlige tradition, overdrevet dens udviklingsmuligheder, medens
man har overset sagaskrivernes bevidste arbejde, forfatternes og værkernes
individualitet og særpræg. Vi maa huske paa, at traditionen kun er bevaret
i de skrevne sagaer. Man bør slutte sig til det tabte fra det bevarede, til det
122
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
