Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
v.
Koutokæino.
Koutokæino, den 19de November 1882.
Atter er en Maaned gaaet, siden De sidst hørte fra mig.
Under Sneens hvide Dække sover Lapmarkens øde Natur
sin lange, tyste Vintersøvn. Den korte Sommers Flor af
Blomster. der som venlige Øine smilede til de varme Solstraaler. som
havde fremlokket dem, er henveiret, og Frøet venter slumrende
i den stivfrosne Jord paa den fjærne, fjærne Vaar, der atter skal
vække de spirende Kræfter til Virksomhed og Liv. Det tynde
Birkekrat, der havde ydet sin beskedne Skjærv til at pryde de fattige
Bakkers Goldhed, om end kun med en Antydning til Haabets skjønne
Farve, staar indhyllet i Naturens fælles, hvide Klædebon, vævet
af Rimens og Sneens fine Krystaller. Elven, hvis muntre
Bølgeleg ogsaa havde gjort sit bedste for at udfylde den triste Ørkens
triste Tomhed, ligger bunden under Frostens og Isens
Jærn-lænker.
Alt er gaaet til Hvile efter den korte Sommerdags intensive
Liv. Selv Vinden vover ikke at røre ved det lette Duntæppe,
hvorunder Vinteren har redet Naturens Seng; selve Luften synes
at sove med. Og Intet afbryder Naturens stille Slummer. Deres
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
