Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
IX.
Ved Juletid i Koutokæino.
Koutokæino, den 5te Januar 1883.
Mørk, trist og tung har December været; næsten kun en
eneste lang Nat i Naturen og Sindet. Biot de faa Timers
Dæmring midt paa Dagen har mindet os om, at Solen endnu er til,
og at der atter vil komme en Tid, da Dagens straalende Stjærne
igjen vil stige op over Synskredsen, og med sin vækkende Varme
og sit muntre Lysspil vil borttage det ensformige, det tyngende
Vinterens Tæppe, der har lagt sig over Landskabets og
Tankernes Liv.
Som om Lyset ikke allerede var os knapt nok tilmaalt,
har i lange Tider et tykt og trykkende Skylag draget sit tætte,
uigjennemtrængelige Slør hen over Himmelhvælvingens Aasyn,
skjult for os dens tindrende Stjærneøine, skjult dens fortryllende
Nordlyssmil.
Naar Solen har gjemt sig, naar Nattehimlens Pragt er
unddraget Øiet, da eier denne fattige Vinterørken ingen Rigdomme,
der kan bøde paa Savnet. Selv en Smule Stormveir vilde bringe
en kjærkommen Afbrydelse af Ensformigheden, et dygtigt Snefald
vilde straks medføre lidt Forandring — men Luften rører sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
