Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
31(3
UDFLUGTER FRA KOUTOKÆINO.
En lille Gut kommer forbi for at gaa i Skole; i min
Tankeløshed beder jeg ham holde Hunden, der mindst er dobbelt saa
stor som han selv. Han tager den ogsaa troskyldig i Halsbaandet,
jeg kaster mig atter i Pulken — men i samme Nu ligger baade
Gutten og jeg og triller rundt paa Sneen; Piolf har naturligvis
revet sig løs, og da den mærker, at man endnu pønser paa at
føre den bag Lyset, farer den som rasende ind paa min Ren.
Nu begyndte der en lystig Pas de quatre, som vi fire. jeg
mener Renen, Rolf, Pulken og jeg udførte med al den Gracie,
som Omstændighederne tillod: Renen snart springende frygtsom
til Side, snart stormende frem med nedad vendte Horn eller
sparkende med Benene — Rolf farende som forrykt omkring den, i
eet Øieblik feigt vigende tilbage, i det næste fornyende sit Angreb
med fordoblet Energi — Pulken udførende alle mulige
uberegnelige og lunefulde Kaprioler og Svingninger — og jeg søgende
baade at undgaa dem alle og at holde paa dem alle, ængstelig
for at komme i Kollision med Renens Takker eller Ben. flygtende
for Pulkens vilde Stormløb, raabende til Hunden, baade bedende
og bydende, venlig og truende, slidende i Tømmen, snart i vertikal,
snart i horisontal Stilling.
Saa brast vuotta-raipe (det Reb, hvormed Pulken er
fastgjort til Renen), og vi var nu een mindre.
Men samtidig fik Renen mere Frihed i sine Bevægelser,
Tømmen snørede mine Fingre til Blods gjennem Vanten, og inden
jeg vidste et Ord af det, havde jeg begaaet den store Fadæse,
som en Renkjører aldrig maa gjøre sig skyldig i, hvad der saa
end sker: jeg havde ladet Tømmen slippe mig ud af Haanden.
Renen, der straks følte sig fri, satte af Sted, Rolf fulgte
efter, og i flyvende Galop foer begge bort fra Skuepladsen, langt,
langt hen over Bakkerne, til de ikke mere kunde øines.
Alt dette var faa Øieblikkes Værk; Jossa, der netop nu var
kommen hen til mig for at staa mig bi, kastede sig fluks i sin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
