Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
RÆDSELSPERIODEN I KOUTOKÆINO. 350
Aslak med, at Handelsmanden snart skulde blive skudt af ham.
Ruth anede den Gang ikke, at disse Trusler vilde blive opfyldte
paa en frygtelig Maade, inden et Aar var gaaet.
Lensmanden havde især paadraget sig Had derved, at det
som oftest var ham, der maatte føre Urostifterne ud af Kirken,
og i det hele taget forsøge at holde dem i Ave, hvad han ikke
altid formaaede at udføre med Lempe. „Den Helvedes
Lensmand’1 eller „Hoveddjævel for alle Djævle" raabte man til ham,
naar han kom i Kirken. Eller han blev ligesom Præsten truet
med at blive indebrændt i sin Seng. Heller ikke han havde
nogen Anelse om, hvilket skrækkeligt Endeligt der forestod ham.
Under Gudstjenesten flokkede man sig jævnlig sammen uden
for Kirken, støiende og forbandende. Naar Gudstjenesten var
forbi, samledes de Aandelige sædvanlig uden for Handelsmandens
Hus eller Præstegaarden, lige til det blev mørkt, larmende og
hujende, opfordrende til Omvendelse og angribende en og anden
Vantroende. Saaledes havde en Gang to aandelige Fruentimmer
faaet en ung Lap under sig med Ansigtet paa Sneen. Derefter
rev de ham op, saa at han kom til at ligge paa Knæerne foran
dem, og nu svingede de Armene over ham; saa forandredes
Armenes Svingninger til stødende Bevægelser mod hans Bryst, indtil
han omsider flk Leilighed til at løbe sin Vei.
Stockfleth siger: „Sindet maatte sættes i Bevægelse, naar
man silde om Aftenen eller i Nattens Stilhed og Mørke hørte
Luften gjenlyde af de Tungsindiges og Mismodiges Klageraab og
Paakaldelser, og paa samme Tid af de Forvildedes gudløse og
høirøstede Færd og Fordømmelsesdomme. De sidste søgte
bestandig at give sig Skinnet af, at de, saa langt fra at være de
angribende, meget mere var de angrebne; de var uskyldige og
feilfri som Lammet, der stille og uden at aabne sin Mund føres
til Slagterbænken".
En stilfærdig og fredelig Lap kom en Morgen fra sin Hjord,
hoppende som de øvrige paa begge Benene, og raabende: „Nu
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
