Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
420
thingugen i koutokæino. 420
sigtstræk viser, at det er Repræsentanter for et andet Folk. et
stivsindet, selvraadigt og paa samme Tid flegmatisk Folk.
Arm i Arm vandrer en ung Lap mellem to Piger over
Elven; de har i Forening kjøbt og tømt et Par Flasker Portvin,
og er derfor ikke ganske sikre i Gangen. Midt paa Elven, hvor
der i et Par Dage har staaet Vand, men hvor nu atter en tynd
Isskorpe har slaaet Bro. brister Isen under dem, og alle tre synker
Arm i Arm ned i Vand til Knæerne; saaledes staar de en Stund
uden klar Bevidsthed om Situationen og ude af Stand til at
kunne forandre den, indtil en forbigaaende trækker dem op en
efter en.
Det er en Fornøielse at betragte de mange unge Piger, som
de møder i deres bedste Pynt. Mange tiltalende Ansigter findes
ganske vist ikke, enkelte træffes dog. men desuagtet dvæler Blikket
med udelt Glæde ved de muntre, støiende, ungdomsglade Skarer
i den farverige, straalende Dragt. Se for Exempel paa denne
lille Birret. den nydeligste af dem alle — „voj, voj, dam nieida
læ tsjabesvutti!" (o, hvor den Pige er smuk), sagde en af hendes
Tilbedere — se denne elfenbenshvide Tandrække, som er særegen
for alle Lapper, se disse skjælmske Øine — „dat læ rieban
tsjalb-mik," det er Ræveøine (det vil sige poliske Øine), sagde en anden
Pige om dem — betragt den pyntelige Hue med alle dens Farver
og Forsiringer, et lille yndefuldt Mesterværk; om Hals og Skulder
bærer hun fire, fem Tørklæder, det ene over det andet, det ene
mere broget end det andet; de skjuler næsten det mangefarvede,
sølvprydede Perlebaand, som slynger sig om Halsen.
Her skjæmtes en ung Mand med en Flok Piger, og søger
under megen Latter og Støien at fravriste en af dem Vanterne.
Men stadig smutter hun bort i Tide. „Virdetsjamai gula!" (kjære
Vennen min, saa hør da), raaber han utaalmodig; „gula-ai don
uttsekaddsjam!" (hør Du min Lille). Men hun biot ler og siger:
„Mana gæidnosat!" (gaa Din Vei), og hele Flokken istemmer:
„Vuølge min gaskast!" (gaa fra os).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
