Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Om Nordboernes Forbindelse med Rusland og tilgrændsende Lande
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
24
Oldsagn, og det er derfor her bekvemnlest at dvæle en Stund
herved, deels for nærmere at betragte Goternes ældre Historie,
deels for at tydeliggjøre os de geografiske Forholde omkring
dem ved denne Tid. Den gotiske Historieskriver Jornandes fra
Ravenna bliver her vor fornemste Vejleder. Men Jornandes le
vede i Midten af det 6te Aarhundrede, da Goterne havde naaet
deres højeste Kulturgrad, da Christendommen allerede var ind
ført blandt dem, og da de forlængst havde forladt deres gamle
Opholdssteder: med andre Ord, da alle Omstændigheder havde
forenet sig om at udslette deres gamle Minder. For saadannes
Opbevaring er nemlig Flytning og Folkevandring højst ugunstig.
Vi vide, hvor lidet Normannerne i Normandie kun efter faaGe
nerationer kjendte til deres tidligere Historie, der indhyllede sig
for dem i Fabler og Mørke; vi see det samme gjentage sig med
Franker og Longobarder. Det er først under stadigt Ophold
paa eet og samme Sted, under den daglige Beskuen af de Gjen
stande, der i Aarhundreder vare Vidner til Begivenhederne og
saaledes Mindesmærker om dem, at den historiske Tradition kan
vedligeholde sig hos et Folk, der ej besidder skriftlige Opteg
nelser. Naar først de locale Omgivelser ere forladte, forvirres
og fordunkles Mindet om Begivenhederne og bliver til usikkre,
fabelagtige Sagn. Ogsaa disse kunne imidlertid afgive god Vej
ledning for Historiegranskeren, men det er kun yderst sjelden,
at de opbevares i sin Reenhed saalænge, indtil Nationen har
naaet den Cultur, at den selv kan optegne dem. Hvad Middel
alderens germaniske Folk angaar, da indtraf dette ej, førend de
havde antaget Christendommen og lært latinsk Skrift; men da
nu tillige de gamle Sagn paa det engeste vare sammenknyttede
med den hedenske Gudelære, maatte den ivrige katholske Gejst
lighed, hvis Medlemmer ene vare i Besiddelse af Skrivekunsten,
føle stor Betænkelighed ved at optegne eller benytte dem, og
saaledes bleve de og i Almindelighed forkastede og forglemte.
Kun faa Nationer have i denne Henseende været saa heldige
som vor. Hvad nu Jornandes angaar, da siger han vel, at han
kjendte de gamle gotiske Kvad, og meddeler endog Slægtregistre
efter dem, men det kan dog sees, at han kun ufuldstændigt har be
nyttet, ja tildeels misforstaaet dem, saaat man virkelig føler en
Tantalusfornemmelse ved at vide, at saa herlige Ting kunde have
været os opbevarede, men for stedse ere tabte. Jornandes paabe
raaber sig ligeledes en gotisk Historieskriver, Ablaviiis, hvis Skrifter
heller ikke længer kjendes. Forresten er hans Værk, som han selv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
