Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
151
Monde umherlaufen läszt, aus den übrigen Geschöpfen sei*
ner Gattung heraus . . ,«’)
»Mein Held müsste ein Zeitgenosse sein, mein Roman
ein zeitgeschichtlicher. Romane welche dieses nicht sind,
halte ich für faule Fische.«2)
Wienbarg vender sig derefter mot den historiske roman
slik den artet sig i hans samtid, og han tok bestemt avstand
fra den, — den var eftergjort kunst, den stod uten forbindelse
med samtidens liv. Han saa nok at bevægelsen, dengang
den begyndte, var god for sin tid, at den repræsenterte
»eine Reaktion gegen die gelehrte Trockenheit der Geschichte
und eine Ahnung, ein Bedürfnisz lebendiger Gegenwart,«’1)
og han indrømmet at den hadde den fortjeneste »dasz sie
den Leserkreis unendlich erweitert und gleichsam zur Litera*
turfähigkeit des ganzen Publikums den ersten Grund gelegt
hat .. . Aber — sie hob nicht, värmte nicht, begeisterte nicht.«4)
Som forfatterne av de historiske romaner drev sin kunst,
opnaadde de bare at vende sindene bort fra samtiden og
dysse dem i en lang og skjæbnesvanger søvn, og under den
kunde reaktionen frit bre sig.’)
Efter at ha git et interessant utsyn over Europas roman*
literatur vender Wienbarg sig med en indtrængende henven*
deise til tidens unge forfattere: »Junge Dichter, fiihlt ihr
Talent und Trieb nach der höchsten Palme zu ringen, einen
Roman zu schreiben, wandelt nicht die verfallene menschen*
leere Strasze einer abgestorbenen Zeit, klopft nicht an die
’) Wanderungen durch den Thierkreis, s. 240. 3) Sst. s. 239. 3) Sst.
s. 251. J) Sst. s. 248.
*) Mon man ikke maa søke forklaringen til at Wienbarg saa bestemt
brøt staven over den historiske roman, i de politiske forhold i sam*
tidens Tyskland? Collett, som levet i et land hvor reaktionens tryk
praktisk talt ikke naadde hen, kunde se ganske anderledes uhildet
paa Walter Scott og hans skole og gi ham en langt retfærdigere
vurdering end Wienbarg kunde det (se D. Const. 1839, nr, 40 og
ovenfor s. 72).
Men paa ett punkt møttes de — det var i kravet om at skulde
tidligere tider skildres, maatte det ske med fuld historisk troskap.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
