Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
186"
I sin bekjendte indledning til Samling af Sange, Folke=
viser og Stev i Norske Almuedialekter tar Jørgen Moe
Welhavens tankegang og uttryk op. Han skriver: »Endnu
mindre end Folkets Liv som dog har havt én Digter (Mau*
ritz Hansen) har vor Fjeldnatur fundet et Sind, der var
aabent for den og forenet med en Aand, som formaaede at
befri dens Poesi fra Forsteningen hvori den ligger trylle*
bunden *). I denne Henseende har jeg — jeg ved det er et
frygteligt Kjætteri, men det maa dog herud — et freidigt Haab
til Hr. Welhaven, et Haab flere af hans Digte ikke alene
have vakt, men for mig endog tildels fyldestgjort».
I denne avhandling slaar Jørgen Moe fast at vor »Kunst*
poesi i sin Heelhed staar ganske adskilt fra, er noget rent
fremmed for vor Folkepoesi«. Dette er stor skade, hævder
Jørgen Moe, fordi enhver egte national literatur altid bevarer
»en Grundtone af Folkepoesien«.
Det bedste middel Jørgen Moe foreløbig ser til at rette
dette sørgelige forhold, er det »at man rækker de poetiske
Gemytter Folkepoesierne, forat disses Aande, som i Sandhed
er at ligne med den vækkende og belivende Vaarvind, kan
befrugte dem til Frembringelser, digtede i Folkets Aand eller
til Modtagelighed for saadanne.«
Og han hævder at det er likesaa nødvendig at lære
publikum som digterne selv »at elske det fædrelandske Ele*
ment i vor fremspirende Literatur«.’)
Hvor inderlig Welhaven kunde slutte sig til dette pro*
gram, det fremgaar av hans egen indbydelse til literatur*
O Saml. skr. II, s. 2 f.
*) Aaret før hadde J. Moe gaat nærmere ind paa denne tanke i et av
sine brever: »Skabningen . . vil befries, den vil udfolde sig i For*
mer, som ere deres Ideer identiske. . . Det er Digterens Sag at løse
Menneske* og Alnaturens Liv — delvis ialfald — fra det Tilfældiges
Tryk og lade hvert Livsbilledes Grundidé udtræde med den Magt,
der fjerner alt Uvedkommende, Tilfældigt.« (Norge i 19. aarh. s.
308). I J. Moes æstetik møter vi paanyt intelligenspartiets realistiske
idéer, klart og maalbevisst utformet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
