Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fortid og Nutid. (Henrik Wergeland. 1834)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
modtaget — fast dettes veldyrkede, rigt befolkede Bygder, hvor vi
endog træffe Spor i vild Udmark lig udslettede, neppe synlige
Tegninger, endnu staa os for Øjne som et Land, Efterkommernes
Flid først skal komme i Besiddelse af i dets fulde Udstrækning,
hvor Hammers Klokker atter skal tone over den rige Stad, Kaupangur
rejse sig af Asken, og Sarpsborg, som om Fossen derunder havde
rejst sig, hvidne i Luften. Ikke alene dette Uryggelige, disse i
Jorden skrevne Forjettelser ere os overantvordede; men Sædkornene
til vore herligste Friheder lagde Fædrene i Oldet; gjennem dettes
Skygger, som de mørke eller glimrende Malmgange i dets graa
Fjeld, gaa Trækkene af den Karakter, som fortjener og skal værne
disse Friheder, Frisindet, som fremkaldte dem, Mannavettet, som
hegnede om deres Fremvæxt paany, den nationale Selvfølelse, som
fryder sig deri — se disse tilhørte hine Fædre under Stormhattene
og med de tunge Stridsøxer i Hænderne; de vare Nordmændenes
Ætklenoder, en Sjæleodel, som vel en Tid kunde sættes ud af Brug,
men ingenlunde fortabes. Derfor tyktes det Verden et Særsyn,
medens det dog var Nordmændene naturligt, at de, saa længe
afvante med politisk Frihed, baade fordrede denne udstrakt som
Fædrenes og større, end Tiden var vant til, og at de færdedes med
saa sikker Kløgt paa Thingene, som om disse ingensinde havde
været ophørte, som om de ufri Aarhundreder kun vare en Drøm,
henilet over Torlejf Lagmands og Thambeskjælvers Øjenlaage, kun
et roligt Fravær fra det ene Alherjarthing til det andet.
Denne Drøm var lang og tung; dog gik det stærke Aandedrag,
og Pulsen slog fuld. Den var frygtelig: Oslos og Hammers
Røgdriver vare gjøglende Skygger deri; mellem brudte Vaabenskjolde
og Dynger af Menneskeben laa Knut Alfsøns og Herluf Hyttefads
Hoveder henslængte: Bødler kivedes med Ørnene om de dryppende
Stejler. Den var frygtelig; dog forvirrede den ikke Forstanden.
Alle de indsatte Ædelstene faldt under den ud af Kronen; dog blev
dens Ring endnu siddende om Issen.
En saadan synkende Mellemtid, hvori et Folk synes at fornegte
sig selv, dets Kraft at slumre, og med dets udmærkede Dyder
Lykken at forsvinde, have flere Nationer end den norske havt; —
ingen dog mere end denne. Det er derfor vi med saa megen Glæde,
med en naturlig Drift formedelst det større Aandsforvandskab og
Lighed i Forfatning, sætte os i Forbindelse med det ældste Norge.
Dets Saga forstaa vi, men ingenlunde tilfulde hvorledes Ætlinger af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
