Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Den norske Almuesmand. (Eilert Sundt. 1865)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hidtil kun har været stillet til Skue paa selve Ageren ved den
simple Mands Haand.
Nu staar der for mit Syn et meget vakkert og venligt Billede.
Paa en Fjeldgaard højt oppe i Sundalen var hele Familien samlet
ude paa Tunet, og nogle hjalp til, og andre stod og saa paa,
medens Sønnen paa Gaarden lagde Kløven paa Hesten, for at drage
op til en Fjeldslaat, hvor han skulde være en Uge eller to, og
altsaa maatte have med sig Niste, Sengklæder, Redskaber. Disse
Kløv-Grejer ere saa overmaade ringe at se til, naar de hænge paa
Væggen i Redskabs-Skjulet, — ringe at se til, som Bonden selv
mangen Gang kan se simpel ud. Men hvor det morede mig at
lægge Mærke til alt! Paa Hestens Ryg og med fuld Oppakning
var Kløv-Sadlen med Tilbehør mig et Billede paa Sindrighed: hver
Ting var saa vel betænkt, indrettet paa det bedste for Dyret, som
skulde bære, for Varerne, som skulde flyttes. Indretningen kan
gjerne have været ganske ligedan paa Kong Sverres Tid; det har
ikke været nødvendigt at prøve paa nogen Forbedring siden.
En anden Hest og en anden Gut. Det var en simpel
Tjenestekarl. Han fulgte Præsten, som han tjente hos, paa en Rejse til
Annexet; Vejen gik over en Hej; det var en graa Høstdag i det
sydlige Norge, i Kristianssands Stift. Midt ude i en Elv bleve de
var en Hest staaende paa en Sten; den havde tydeligvis villet
svømme over og havde saa sparket sig op paa Stenen og derved
faaet Hagen af den ene Bagbens-Sko fast i en Vidje-Spending, som
hørte til en Helle paa et af Forbenene, — og der stod den altsaa
fjetret. Præsten, hvem jeg ellers kjender som en ualmindelig
snarraadig Mand, saa ikke Raad her; thi Strømmen var for rivende og
dyb. Men Gutten fandt ud af det: et Stykke fra stod en
Tør-Gran, den brød han af og tog i Haanden; saa gik han et Stykke
op med Elven, sprang ud og kom sig til at sidde skrævs over en
Tømmerstok, som kom ned med Strømmen, og med Gran-Lurken
roede og stagede han sig ud til Stenen, hvor det var et Øjebliks
Værk for hans Tollekniv at skjære Vidjen over, saa Dyret var
befriet. Præsten saa til med Angst; men Gutten røbede ikke og
nærede vist heller ikke nogen Tanke om, at han her havde
udmærket sig ved Raskhed og Mod. Men i Elven havde han faaet
sig et koldt Bad, og trods det, at han søgte at holde Varmen i
sig ved at gaa stærkt, paadrog han sig en voldsom Nervefeber,
som hans unge, friske Liv maatte bukke under for, faa Uger efter.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
