Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Folkedigtningen. I. (M. B. Landstad. 1853)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fortsat poetisk Produktion, der, uafhængig af vor Literatur, indtil
den sidste Tid saa godt som har været upaaagtet og ubekjendt.
Den har iført sig den simplest mulige Dragt og gestalter sig nu
fornemmelig som Stev. Denne Poesi, i hvilken Folkets Tænkesæt og
Maade at være paa afspejler sig, fremtræder ganske fordringsløs,
kun som uvilkaarlige Hjertets Udgydelser, flygtige Reflexioner, eller
Udbrud af Lune og Vid. Der er stedse noget nyt, baade i deres
Musik og Sang, af samme Slags som det ældre; men Ingen ved, og
Ingen spørger om, hvorfra det kommer. Med sin Hardangerfele,
sine Slaatter, sine Stev og andre Viser staar vort Fjeldfolk paa sin
egen Grund, ganske isoleret fra den dannede Kreds, der mere henter
sit udenfra end udvikler det af sit eget Indre, men taber derfor
ogsaa mere og mere den nordiske Ejendommelighed og Nationalitet.
Thelebondens Poesi og Musik staar derhos som en
ejendommelig og selvstændig Produktion i den nøjeste Samklang med den
ham omgivende Fjeldnatur; dens dybe Vemod klinger derigjennem,
dens Storhed, Hemmelighedsfuldhed og Rædsler afspejle sig deri.
De ømme Følelser, hvoraf man i Poesien er vant til at
overstrømmes, mangle nu som fordum vort Folk; kjælen og blødagtig Elskov
hører ham ikke til. Kun af og til hører man et dybt Suk fra
Bjerkeliden, hvor Pigen i et vemodigt Stev græder over sin haabløse
Kjærlighed eller udtaler sit Hjertes ømme Længsel. Fantasien er
derimod levende og stærk, og til dens vildeste Flugt overlader han
sig hel gjerne. I sine Viser ønsker han hellere at se Fantasifostre
end Hverdagsmennesker, hellere at høre om Mod, Manddom,
Tapperhed og Trolddom end om Venskab og Kjærlighed. Jo stærkere
Billederne ere tegnede, desto bedre; de blive endog ofte ved sin
Grandiositet uskjønne og grændse til det Komiske. De
fremtrædende Personer gjøres til Jutuler og maales med Fjeldene. Af denne
Beskaffenhed finde vi ogsaa den oldnordiske Poesi at være, f. Ex. i
Eddakvadene, og det er interessant at lægge Mærke til, hvorledes
Folkeaanden har vedligeholdt sit særegne Præg igjennem mere end
et Aartusinde, eller saa langt op, som vi ere istand til at forfølge
den, og ned til vore Dage. De Viser, om hvilke dette især gjælder,
ere vistnok blevne til paa en Tid, der ligger meget fjern fra den
nærværende, have tildels udviklet sig af oldnorske Skaldekvad, og
kunne antages i en tidligere Periode lige saavel at have tilhørt de
mere som de mindre Dannede og Oplyste af Folket, hvis Smag
dengang i saadanne Sager stemte overens. Men at vort
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
