Norge. Uddrag af ældre og nyere Forfatteres Skrifter / 56 (1880) Author: Fredrik Bætzmann Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kirken. (Bjørnstjerne Bjørnson. 1857)

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Kirken.
(Af Bjørnstjerne Bjørnson.)	[1]
————

Kirken staar i Bondens Tanke paa et højt Sted og for sig selv,
fredlyst, med Graves Højtid omkring, Messens Livlighed inde. Den
er det eneste Hus i Dalen, hvorpaa han har anvendt Pragt, og
dens Spir rækker derfor ogsaa lidt længer, end det synes at række.
Dens Klokker hilse langvejs hans Gang did den rene
Søndagsmorgen, og han løfter altid paa Huen til dem, som han vilde sige dem
et Tak for sidst. Der er et Forbund imellem ham og dem, som
ingen kjender. Tidlig stod han vel i den aabne Dør og lyttede til
dem, medens Kirkefolket drog i stille Tog forbi nede paa Vejen;
Fader lagede sig til, men han selv var for liden. Han forbandt da
mangen Forestilling med denne tunge, stærke Lyd, der regjerede
mellem Fjeldene en Time eller to og ljomede fra det ene til det
andet; men en var uadskillelig fra dem: rene, ny Klæder, skinnende
Kvinder, pudsede Heste med blanke Sæletøj.

Og naar de saa en Søndag ringe over hans egen Lykke, der
han selv i splinternye, men for store Klæder gaar stø ved sin
Faders Side og skal første Gang derhen, jo, da er der Jubel i dem!
Da kan de vel slaa alle Døre op, for hvad han vil faa se! Og
paa Tilbagevejen, naar de larme hen over Hovedet, endnu tungt
og vuggende paa Sange, Messer, Prædikenord, der jage og jages
af, hvad Øjet paa samme Tid har optaget: Altertavlen, Dragter,
Personer, — da hvælve de ogsaa en Gang for alle Tag over dette
samlede Indtryk og vie ind den mindre Kirke, han herefter bærer
i sit eget Indre.

Lidt ældre maa han gjæte tilfjelds; men naar han den vakre,
dugfulde Søndagsmorgen sidder paa Stenen med Kreaturerne
nedenfor sig og hører Kirkeklokkerne over deres Bjælder, da bliver han
tungsindig. Thi der klinger i dem noget lyst, let, lokkende
dernedefra, Tanke om Kjendinger ved Kirken, Glæde naar man er
der, endnu større naar man har været der, god Mad hjemme,
Fader, Moder, Sødskende, Leg paa Volden den glade Søndagskveld,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>