Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Den norske Litteratur i det 19de Aarhundrede. (P. Botten-Hansen. 1868)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Tydskeren Klopstocks smittende Opskruethed og Ubegribelighed og
for den Efterligning af den franske Tragedies højttravende Stil, der
blev forsøgt i de første originale dramatiske Arbejder i Danmark.
Samtidig med disse erhvervede flere andre norske Digtere, næsten
alle Medlemmer af det «Norske Selskab», sig Navnkundighed, især
i den lyriske Digtning, saasom Joh. N. Brun, Claus Frimann,
Edv. Storm, Jens Zetlitz, Jonas Rein o. fl. Overhovedet vare
alle Fælleslitteraturens fremragende Digtere i forrige Aarhundrede
Nordmænd, med Undtagelse af Ewald og Baggesen, og Sproget
og Litteraturen erholdt gjennem deres Paavirkning et meget mere
fremtrædende Præg af deres egen Nationalitet, end man for
Øjeblikket er tilbøjelig til at erkjende i Danmark som i Norge.
Efter 1814, da Norge indtraadte i de selvstændige Staters
Række, vedbleve de ældre og nyere norske Forfattere af flere
Grunde væsentlig at følge Fælleslitteraturens gamle Spor.
Oehlenschlæger havde i sine Digterværker, der vakte saa stor en
Opmærksomhed, ikke ladet sig nøje med at berige denne Litteratur
med stærke nordiske Elementer, men han havde endogsaa søgt
Emnerne til sine skjønneste Digte i Norges Oldtid. Han blev
saaledes, saavel hvad Stoffet som Formen angik, de tvende Folks fælles
nationale Digter, idetmindste for de dannede Klassers Vedkommende.
Hans Arbejder bleve derfor betragtede som Mønstre, og Forfattere
af anden Rang have havt vanskeligt ved at frigjøre sig for at
efterligne dem.
I selve Norge savnede man den aandelige Selvstændighed, der
kunde tjene som Grundlag for en Nationallitteratur. Vistnok havde
det i 1811 stiftede Universitet aabnet sine Høresale Aaret før
Adskillelsen fra Danmark, og dets Lærepladse beklædtes for en
stor Del af lærde og højtbegavede Mænd. Men, som rimeligt
kunde være, behøvedes der endnu nogen Tid, før det kunde blive
det sande Arnested for Landets Videnskabelighed og Dannelse.
Ordningen af Statens indre Anliggender og en skinsyg Vaagen over
den nys erhvervede politiske Frihed optog i de første Aar af vor
Uafhængighedsperiode helt og holdent Folkets Sjæl og Tanke og
lod kun liden Plads tilovers for de litterære Interesser.
Størsteparten af vore Digtere slog ene sine Harper for at fejre den
gjenerhvervede Frihed, og netop herved var det ogsaa, at de fængslede
Almenhedens Opmærksomhed.
I 1815 fremstod tre Digtere, som paa en Maade indviede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
