Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Den norske Litteratur i det 19de Aarhundrede. (P. Botten-Hansen. 1868)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
karakteristiske nationale Elementer, blev længe betragtet som lidet national.
Hans Digtning og især hans poetiske Diktion har ikke destomindre
øvet en stor Indflydelse paa senere Digtere, af hvilke nogle besidde
Talent og Navnkundighed, saasom Jørgen Moe, P. A. Jensen og
Th. Kjerulf. Wergelands Digtning derimod, der fandt begejstrede
Beundrere, har kun fremkaldt en eneste Efterfølger, der fortjener
at nævnes, nemlig Christian Monsen, en begavet Digter, men ikke
i Besiddelse af nogen udviklet Smag eller højere Dannelse.
Wergeland døde i 1845, og Welhaven naaede i det samme
Aar ved sine «Nye Digte» Højdepunktet af sit Talent, og det er
uden Tvivl berettiget at betragte hans følgende Arbejder trods deres
Fortrinlighed som en Fortsættelse paa den nye Bane, han her
havde betraadt. Der opstod nu et Slags digterisk Interregnum paa
12 Aar, i hvilket de samme Ideer og Bestræbelser vedblev at raade,
uden at man saa nye fremstaa. A. Munch, hvis Udvikling havde
været langsom og jevn, skrev i denne Tid sine fleste og største
Arbejder (Salomon de Caus, William Russel osv.) og var Tidens
mest fejrede Digter. Forresten var dette Interregnum ikke nogen
Stilstandens, men en Forberedelsens Tid. Den Ideernes og
Længslernes Gjæring, der gaar forud for nye Afsnit, var indtraadt og viste
sig overalt.
De væsentligste Vilkaar for at kunne gribe og gjengive de for
vor Nationalitet ejendommelige Træk havde indtil da været lidet
gunstige. Der krævedes Studium af vort Oldsprog og dets rige
Litteratur, Undersøgelse af Fædrelandets gamle Historie og
Mindesmærker, Kjendskab til Folkets Liv, Sæder, Tilstand, Aand,
Traditioner, Digtning og Musik og endelig omfattende og indtrængende
Studier over Landets Natur og Tilstand. I Løbet af nogle Aar
fremstod der imidlertid Mænd, der granskede og skildrede alt dette.
P. Chr. Asbjørnsen samlede i Forening med J. Moe de norske
Folkeeventyr og gjenfortalte dem i en folkelig Stil, der, uden at
bryde med Skriftsproget, nærmer sig til Almuens Sprog. Alene
offentliggjorde han under Titelen «Norske Huldreeventyr og
Folkesagn» tvende Samlinger, der, indfattede i en rig digterisk Ramme,
paa en fortrinlig Maade og i en mønsterværdig Stil skildrede Folkets
Aand, Skikke og hele Tankegang saavelsom Landets Natur.
Historikerne Rudolf Keyser og Peter Andreas Munch ofrede
sig med grundig Lærdom til Studiet af vor gamle Litteratur, Sprog
og Historie, Ivar Aasen samlede de norske Bygdemaals
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
