Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norsk Kunst. I. (Udg.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
imøde. Rundt om i Kirken møder man saadanne Forsiringer, over
og omkring Dørene, paa Søjlehovedernes skjoldformede Sider, paa
Bænkeryggene, ja helt oppe paa Tagaasen eller øverst paa de
svære Staver, der danne Kirkens Hjørner.
Man har vanskeligt for at paavise, hvorledes den Stil, der
forekommer i dette Snitværk, har opstaaet og udviklet sig gjennem
Tidernes Løb i de forskjellige Dele af Landet, da man paa en
enkelt Undtagelse nær savner al bestemt Angivelse af den Tid, de
forskjellige Arbejder tilhøre. Man kan derfor i saa Henseende kun
holde sig til den Udvikling og stigende Fuldkommenhed, der kan
iagttages i Arbejdet selv. Vi se da paa de ældste Arbejder
Former, der meget stærkt minde om Slyngningerne paa de gamle
Runestene; paa Urnes Kirke, hvis Snitværk ansees for at være
noget af det ældste, vi besidde, er det endnu kun Striber og
Dragefigurer, der slynge sig sammen i endeløse Knuder; de løse
sig ikke op i større Partier med nogen bestemt Leddeling, men
bedække det Hele i et broget og sammenhængende Mønster.
Efterhaanden blive Mønstrene klarere; de forskjellige Bygningsdele,
f. Ex. Dørstolperne, Dørbuen osv., udsondres mere fra hverandre
og erholde hver for sig sin Forsiring, der, paa samme Tid som
den bliver mere overskuelig, tillige tiltager i Rigdom og Finhed;
de simple Baandslyngninger blandes med Dyre- og Planteformer;
medens Figurerne før traadte frem i et stærkt ophøjet Arbejde,
bliver dette mere og mere let, synes henaandet over Træet og
fremtræder ikke mere med det Krav paa særskilt Opmærksomhed,
som det før stillede. Samtidig hermed begynder rigtignok tillige
den udprægede Ejendommelighed, hvilken man mødte i de ældre
Arbejder, at forsvinde, og kun med Vanskelighed gjenkjender man
den Stil, der oprindelig har dannet Udgangspunktet. Den vilde,
fantastiske Karakter, der ved hine gjorde et saa ejendommeligt
Indtryk, afløses af en Maner, der savner det nationale Særpræg.
Henimod Reformationen forsvinder denne Stil sammen med
Stavekirkebygningen.
Antallet af Stavekirker har i Middelalderen udentvivl været
meget betydeligt; man har troet at kunne anslaa det til ikke mindre
end henved 500. Af disse staa nu kun ganske faa — idethele
nogle og tredive — tilbage. De fleste af disse have imidlertid
lidt meget af ukyndige Udbedringer. Trods dette bevare de endnu,
især naar man i Tanken kan udskille det Oprindelige fra de senere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
