Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ladegaardsøen. (A. Munch. 1849)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
de høje Graner endnu give dybere Nuancer, uden dog at faa saa
megen Overmagt, at de kunne udbrede den for Naaleskovene egne
Tristesse. Næs efter Næs, tildels bevoxede med saadanne Lunde,
skyde ud bag hinanden i den blanke Fjordbugt, og imellem hver
af disse strækker sig sædvanlig en smal Dal, hvor Vegetationen
opnaar sin luxuriøseste Fylde, som oftest dertil ordnet og forøget
ved Kunsten.
Saaledes gaar det frem indtil den Brink med høje Graner, hvor
Oskarshal er bygget, hvor Kysten styrter sig dybt og stejlt ned
mod Fjorden, og hvorfra den gladeste Udsigt aabner sig mod
Akershus og Byen og mod den grønne Fastlandskyst ligeoverfor med de
utallige hvide Landhuse langs den klare Sø.
Paa den anden Side af Hovedgaarden derimod, langs
Vækkerøbugten og udenom, tager Øen sin alvorlige Karakter. Der hvælver
den store Granskov sine stille Haller, der slaa vildere Bølger fra
den aabne Fjord mod nøgne Klippestrande, der bygger og bor
den dybe, den dunkle og dog saa hjemlige Skovensomhed,
hvorefter man siden længes som til en Barndomserindring. Her synes
man at gjennemtrænges af Naturens inderste Aande, stille Fred
drager til Sindet og blid Længsel og Kjærlighed til Hjertet, naar
man her vandrer lydløst imellem de ranke Stammer paa den
fløjlsbløde Mosgrund, hvis dunkle Teppe smukt tegnes af den lyse, fine
Skovsyre, af Anemonernes tretungede Blade og af Linneas tusinde
smaa, fintrødmende Klokker, der blande deres søde Mandelduft
formildende i Naaletræernes skarpe, men friske Lugt, medens over
Ens Hoved gaar Grankronernes anelsesfulde Susen, fjerne, ubestemte
Lyd høres inde fra Tykningen, og Søens store, blanke Øje hist og
her ser ind gjennem Træernes Aabninger.
Har man gjennem vandret disse Skovstrækninger ud mod den
aabne Fjord, da optages man af en Række smaa, dybt i Granskov
og Klippegrund indrundede Bugter, hvis ensomme Taushed kun
afbrydes eller rettere gjøres mere bemærkbar ved de lange Bølgers
Skvulpen ind over de afslidte Lerskifer gjennem Tang og
Kiselstene og Sneglehuse, og hvorfra, man har den videste Fjernsigt flere
Mile ud i Fjorden, lige til de skyblaa Bjerge ved Drøbak. En af
disse Bugter bevarer en trist Erindring fra Norges nyere Historie.
En mørk Høstaften 1814 laa her en dansk Jagt sejlfærdig i Læ af
den sorte Klippekyst. Himlen var bedækket af sorte Skylag, der
drev tunge hen over Grantoppene, og Bølgerne brusede dæmpet;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
