Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gudbrandsdalen. (P. Botten-Hansen. 1853)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
eller endog blot en Pægl kan slaa en voxen Mand omkuld, og
trakterer, saa det har god Skik. Dog forstyrres ved et sligt fedt
Traktemente den Rejsendes Appetit ikke sjelden ved den
Urenslighed; som er sædvanlig hos Lomværingen. Denne Urenslighed gaar
saa vidt, at den i Nabobygderne endog er bleven til Ordsprog, og
at man som Betegnelse herfor har tilføjet Ordet «Lø» et allitereret
Epitheton, der ellers ikke tør udtales for høviske Øren. Hvad
Lomværingerne forresten angaar, er overhovedet en vis Sejghed og
Sendrægtighed i al Handel og Vandel ejendommelig for dem. I
1612 raadsloge de paa Raadsbakken, om de skulde rykke ud mod
Skotterne, medens Bønderne fra Vaage, Læsje, Fron og Ringebo
ved Kringlen sloge disse. Den samme Sejghed og Sendrægtighed
udmærker endnu den Dag idag dette Folk. Paa Vaage kalder man
en krysteragtig Person «en laak Lø», ligesom Ordet Lø ogsaa ellers
ikke saa sjeldent benyttes som et Skjældsord, især for at betegne
en Hjemfødning. Endelig er et vist taktløst Kniberi karakteristisk
for Lomværingen; naar han kommer ud blandt Fremmede, gjør
han sig ofte latterlig ved sin Seen paa Skillingen. En Kakse i
Ulveskindspelts kan byde to Skilling for Nattelogis for sig og sin
Hest, og en simpel Færdesmand rejser uden at byde noget for
Nattekvarter eller uden at sige «Tak for Hus», naar han drager
afsted. Med Hensyn til Oplysning og Religiøsitet staa
Lomværingerne ikke saa lavt, ihvorvel mange i sidste Henseende vistnok
heller synes at ville være religiøse, end de i Virkeligheden ere det.
Læsenet er saaledes temmelig almindeligt blandt dem. Deres
Stemme har noget vist bedrøveligt Syngende ved sig, der gjør den
fortrinlig skikket til Jeremiader over Verdens Daarlighed.
I Vaage avler man aldrig saadan Overflødighed af Korn som
paa Lom; men man er heller ikke udsat for saa frygtelige Uaar
som der. Foruden Agerbruget er naturligvis Kvægavlen
Hovednæringsvej. Mange leve ogsaa af Jagt og Fiskeri, og heller ikke
saa Faa finde sit Udkomme ved Skifferstensbrudene i søndre Sel
og i de Klæberstensgruber, der findes paa de forskjellige Steder i
Præstegjældet, og hvoraf en Overflødighed af Gryder og Ovne
sendes til Nabobygderne. Vaageværingerne ere livligere,
gjæstfriere, rensligere og mere polerte end Lomværingerne. De have
gode naturlige Anlæg, især for Træskjærerkunsten, og staa ikke
lavt i Dannelse. Næsten hveranden voxen Person kan skrive; for
omtrent 20 Aar siden bestod de Flestes Lærdom blot i en Ramsenop
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
