Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gausdal. (Rudolf Schmidt. 1874)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
er muligt, danne Sædemarker og Græsgange gule og grønne Felter,
hvorimellem Skove af Furu- og Grantræer skjære sig ned som
Kirker, idet de saa godt som overalt med et sammenhængende
Dække krone Tinderne. Ikke sjelden naar Skoven helt ned til
Vandspejlet, og paa enkelte Steder sees da smale Render, der med
afskrækkende Stejlhed gaa nedefter i lige Linje. Det er Fjeldskred,
der have skuret Grunden ren, og Menneskene benytte nu den Vej,
Bjergets vrede Jetter have draget. Indsprængte i dette uregelrette
Skaktavl af Agerland og Skov ligge saa de hvide og røde Træhuse
paa et eller to Stokværk, ofte omgivne af Haver og med tilliggende
Lunde af Rønne- og Birketrær. Hvor Søen er bredest, hæver
Helgøen sig grøn og frodig, som henslængt i Vandet mellem de
stigende Skrænter. Det var dette Skue, som indgav Henrik
Wergeland følgende fint udformede lille Digt:
«Se, som to Elskende Toten- og Stange-Stranden
i Mjøsens Spejl beskuede hinanden.
Men sig mig upartisk, hvo vandt,
hvo venest er, hvo fagrest smiler?
— — Umuligt! thi Skjøn-Helgø hviler
imellem begge som et Elskovspant.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>