Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gausdal. (Rudolf Schmidt. 1874)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
den aflukkede og ensartede Dalnatur. Allerede den høje
Beliggenhed gjør meget. Er Vejret godt, har man fra Aaserne en
Afvexling i Lysvirkninger, et storartet Spil af Fortoninger og Overgange,
fra glimrende Soldis til blaasorte Skyggedrag, hvorved det
afgrændsede Skue af Græsmark, Ager og Skov, med hvide, gule og røde
Træhuse imellem hverandre, bestandig faar et Udseende af Nyhed
og bevirker en Overraskelse, som saa man det for første Gang.
Men ogsaa i slet Vejr frembringer den høje Beliggenhed en Skiften
i Luftforholdene, som i det mindste for en Dansk er ny og
ubekjendt og maaske gjør Synet fuldt saa tiltrækkende, som naar Solen
har Magt. Skymasserne bæres i lav Flugt hen gjennem Dalen,
overskjæres af Aaserne, splittes af Furuskovene og blive da mangen
Gang med et som en blygraa Vægt hængende tæt over Stammerne.
Naar saa en Luftning sætter dem i Bevægelse, ser det ud, som var
det Toppene af disse, der trevledes hen i uldagtige Totter, som atter
sno sig sammen i store henglidende Rækker. Sænkes
Skydannelserne, er Alt i et Nu indhyllet i en uigjennemtrængelig Taage, og
hvor Øjet faa Sekunder iforvejen havde en milevid Udsigt, søger
det forgjæves at skimte de nærmeste Gjenstande. Naar Solen
bryder igjennem, kan der lige saa pludselig gaa Hul i det side,
sammenhængende Dækken, og medens endnu Alt nærved er
tilsløret og omhyllet, kan man, som gjennem et Vindu, se Egnen
langt borte i smilende Lysglands. Efterhaanden bliver Aabningen
større, Taagemængden er sprængt, og i spredte, korte, lysglinsende
Dunstmasser stryger den hen midt gjennem Dalen, snor sig som
skinnende Svøb om fjerne Fjeldkamme og rulles som i Leg sammen
mellem Bakkerne, indtil den helt bliver borte. Et eget skjønt Syn
er det ogsaa, naar en af de løsrevne Taageflager bæres hen under
Betragterens Fod og ligesom bliver hængende bagved et af de
enkeltvoxende Birketrær, der næsten overalt staa spredte mellem
den tarvelige Græsvæxt. Det fine, yndefulde Træ tegner sig da
mod den hvide Baggrund med en saadan Bestemthed, at alle
Omrids kunne følges med den yderste Tydelighed, saa at endog den
tyndeste Kvist skjelnes for sig.
Uagtet Luften om Aftenen beholder en Klarhed, der minder
om, at man befinder sig i Minatssolens Land, kunde jeg ved
Aftentid dog aldrig værge mig mod en Følelse af Uhygge. Det var
Solens tidlige Forsvinden bag Fjeldmuren, som fremkaldte denne.
Den sænkede sig bag de dunkle Furutoppe og efterlod Skoven i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
