Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Paa Højfjeldet. (Oskar Fredrik. 1866)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Snubler nogensinde en af disse ypperlige Heste, og dette hændte et
Par Gange paa vor Færd; saa er det som oftest paa forholdsvis
vel banet Mark, hvor Hesten formodentlig ikke finder det
nødvendigt at være opmærksom.
Vi stige mere og mere. Efterhaanden dør Lyden af
Kobjelderne og Lurerne hen, et skarpt og svalt Vinddrag, der gaar under
Navn af Fjeldsno, stryger ned langs Dalstrøget og tager med sig
disse sidste Minder om Samfundsliv og Civilisation. Vi have
forlængst lagt de egentlige beboede Strøg bag os. Fjeldnaturen staar
nu for os og omgiver os i hele sin ærefrygtbydende Majestæt, sin
højtidelige Ensomhed. Larmen af den fossende Bæverelv er den
eneste Lyd, der endnu bryder Stilheden, men den bliver mindre
og mindre mægtig, jo længere Færden gaar, thi Vandmængden
bliver mindre og mindre, hvorimod dens Fald bliver brattere og
brattere. Tilsidst er Elven forvandlet til en liden arrig, fnysende
og skummende Bæk, der hopper fra Sten til Sten, styrter sig fra
Afsats til Afsats, idet den slynger sit Sølvbaand i de mest fantastiske
Bugter.
Morgenen havde været taaget, det vil her paa Højderne sige,
at vi havde været indhyllede i en fugtig og tæt Skodde; men
Fjeldsnoen begynder nu at jage Skyerne foran sig og ligesom feje dem
bort, længere og længere opad mod Højfjeldenes Kam. Endelig
blaaner Himmelhvælvingen over os, gjennem de splittede Skyer
skyder et varmt Solglimt frem over Højsletten; nu et lysere
Straaleblik, nu et til, nu et tredje — — det klarner!
Hvilket Syn! Aldrig, aldrig glemmer jeg det. Uudslettet og
uudsletteligt staar Indtrykket af det fast. Foran os en stor Gletscher,
den saakaldte Smørstab-Bræ, fra hvis kolde Skjød vor gamle
Kjending Bæverelven vælder frem, for efterhaanden og gjennem mange
Besværligheder at naa Vesterhavets Strand.
Solens klareste Middagsstraaler lege netop i dette Øjeblik paa
Bræens glimrende Flade, nu funkler den som et Smykke af de
kosteligste Diamanter, nu er den klar og gjennemsigtig som det
reneste Krystal, nu igjen skifter den i Grønt og Blaat som de
skjønneste Aiguemariner eller Safirer, og alle disse ulige
Farveskiftninger mangfoldigt omvexlende ved de hastigt forbijagende Skyers
Skyggespil!
Oven for Bræen hæver der sig et mægtigt Fjeld, der bærer
det vilde Navn Fanaraaken. Det kan betragtes som en fritstaaende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
